Piger søger pik danske amatør nøgenbilleder

piger søger pik danske amatør nøgenbilleder

Har du brug for svar fra HOT. Denne persondatapolitik beskriver, hvordan dine personoplysninger bliver behandlet hos os. Oplysninger du skal indtaste for at oprette en profil: Oplysninger du frivilligt kan vælge at indtaste i din profil: Oplysninger du frivilligt kan vælge at indtaste i din profils HotMatch kriterier om ønsket match: Du kan frivilligt indtaste dit mobilnummer vises ikke til andre for at anvende vores SMS services. Billeder og videoer du selv uploader.

Hvad du skriver i debatten, gæstebøger og beskeder til andre. Oplysninger vi får når du bruger HOT. Formålet med indsamlingen er: Til brug i dating funktioner, f. Optimering af tjenesten og statistik. Til håndhævelse af regler, f.

Vi anvender kun dine oplysninger når det er nødvendigt for at opfylde de formål oplysningerne er indsamlet til. Når vi har indhentet dit samtykke til brug for vores behandling af dine personoplysninger, har du til enhver tid mulighed for at trække dit samtykke helt eller delvist tilbage ved at kontakte os.

Tilbagetrækningen af dit samtykke berører ikke lovligheden af den behandling, som vi har foretaget inden tilbagetrækningen. Behandlingen sker efter følgende retsgrundlag: Opbevaring af oplysninger Oplysninger vedr.

Profiloplysninger gemmes indtil profilen slettes eller har været ubrugt i 6 måneder den bliver da automatisk slettet. Lokation for behandlingen Vi behandler dine personoplysninger på det datacenter vi anvender i Tyskland: Host Europe GmbH, Hansestr. Dine rettigheder Indsigt i dine oplysninger Du har ret til at få indsigt i de persondata vi har gemt dig, jf.

Berigtigelse eller sletning af personoplysninger Hvis du mener vi har ukorrekte oplysninger om dig på HOT. Det gælder dog ikke oplysninger loven kræver vi gemmer, f. Dataportabilitet Du har ret til dataportabilitet, det vil sige at du kan få tilsendt de persondata vi har om dig i et elektronisk format. Kontakt Har du spørgsmål eller ønsker hjælpe er du velkommen til at kontakte os på Klagevejledning Du kan klage over vores behandling af dine persondata til Datatilsynet: Datatilsynet, Borgergade 28, 5, København K, www.

Vi hører dagligt fra personer der har fundet venner og kæreste via HOT. Det samme gælder også tit afrikanske kvinder, der er gift med en dansker. De er nemlig også ofte kommet hertil af økonomiske årsager. Både prostitution og giftermål giver nemlig kvinden penge, som hun kan sende hjem til sin familie eller spare op til at sikre sig selv en bedre fremtid. Hendes muligheder i livet er langt bedre som prostitueret eller ægtefælle i Danmark, end de var i det land, hun kom fra, hvor ungdomsarbejdsløsheden i mange afrikanske lande er over 80 procent.

Menneskehandel og druknede bådflygtninge trækker ifølge Christian Groes-Green de store overskrifter, når medier skal fortælle om afrikaneres vej til Europa. Men kvinder, der har været ofre for menneskehandel er en forsvindende lille del af de kvinder, der arbejder i sexindustrien i blandt andet Danmark. Langt de fleste afrikanske kvinder i sexindustrien har ifølge Christian Groes-Green selv valgt at komme hertil, og det at tjene penge i den europæiske sexindustri kan være en ambition, der bliver opfyldt, uanset at det også er forbundet med risici.

Dermed kan kvinderne sende penge hjem og måske på et senere tidspunkt komme tilbage til Afrika og åbne en hårsalon eller et lille landbrug for de penge, de har tjent. Det betyder også, at kvinderne for alt i verden ikke vil sendes hjem igen, som det kan ske, hvis enten politiet sparker dem ud, eller hvis deres opholdstilladelse forsvinder efter en skilsmisse.

Det forargelige og forfærdelige i at købe eller sælge sex er desuden i høj grad en vestlig opfattelse, som ikke i samme grad har betydning for en afrikaner. Og som forskeren bag et nyt studie om emnet fortæller, så er det ofte et langt hårdere liv at være sexarbejder i Afrika end i Danmark.

Men faktisk forstår vi slet ikke deres kulturelle baggrund, hvor de kommer fra, og hvor tæt sex, kærlighed og penge er forbundet i deres verden. Det er vi nødt til, hvis vi vil forsøge at hjælpe dem til et bedre liv.

At sende dem tilbage til Afrika, som vi ofte gør, er praktisk talt det værste, der kan ske for dem,« fortæller lektor og kønsforsker fra Roskilde Universitet, Institut for Kultur og Identitet, Christian Groes-Green.

Christian Groes-Green har for nyligt afsluttet et tre-årigt forskningsarbejde, hvor han har undersøgt, hvorfor nogle afrikanske kvinder ender som sexarbejdere eller gifter sig med hvide mænd, og hvilken baggrund de kommer fra. Du kan læse mere om resultatet af Christian Groes-Greens forskning i de videnskabelige artikler her og her.

Kvinder fra Mozambiques hovedstad Maputo. Disse kvinder kaldes 'curtidoras', hvilket betyder, 'kvinder, der nyder livet'. Curtidoras er betegnelsen for de kvinder, som har en hvid mand som sponsor. Hun kender gennem sin egen forskning til Christian Groes-Greens arbejde og mener, at det er vigtig forskning, da det tegner et mere nuanceret billede af udenlandske kvinder i sexindustrien.

At sammenligne afrikanske sexarbejdere i Europa med afrikanske kvinder, der gifter sig med hvide mænd, kan umiddelbart virke stødende. Men faktisk er de to grupper i mange tilfælde meget tæt forbundet, viser Christian Groes-Greens forskning. Både sexarbejderne, og de kvinder, som ender med at blive gift med en hvid mand, kommer nemlig ofte fra præcis den samme baggrund. De er taget fra de fattige forstæder i Afrika til storbyerne for at finde én hvid mand, der kan forsørge dem på den ene eller den anden måde.

Hvorvidt det så er som sexarbejder eller som kæreste og kone er i store træk blot forskellige veje til at nå samme mål for kvinderne. Forskere estimerer, at mellem I Danmark har flere tusinde afrikanske kvinder giftet sig med en dansk mand over de seneste 10 år. Målet for kvinderne er at finde en 'sponsor', der gennem penge kan forsørge kvinden og hjælpe hende med at forsørge sin familie. Det bedste, der kan ske, er, at kvinden bliver taget med til Europa, hvor pengene er flere.

Vi kan måske se på de her prostituerede og til dels også de gifte kvinder her i Europa og tænke, at det er synd for dem, og at de nok hellere vil tilbage til deres hjemland.

Det samme havde hun gjort til mig, der som sædvanlig skulle sove på divanen inde i dagligstuen. Lyset blev slukket, men gadelamperne lyste så kraftigt ind ad de store vinduer, hvor der ikke var trukket for, at stuerne næsten lå fuldt oplyst i nattemørket.

Der var relativt stille nede på gaden, fordi sporvognene for længst var ophørt med at køre. Men til gengæld rumsterede og skramlede tankerne og følelserne i mit sind, så jeg havde svært ved at falde i søvn. Til sidst overmandede trætheden mig dog. Der var kun få timer til det blev morgen, og da blev jeg vækket af lille Torben, som det åbenbart var lykkedes at komme ud af sin seng og kravle ind i dagligstuen, hvor han nu stod oprejst og holdt sig fast til kanten af den divan, jeg lå på.

Hvad det skulle betyde, vidste ingen, men efterhånden kom alle, også Torben selv, til at opfatte ordet som hans navn. Det var søndag, og omkring kl. De større børn, Peter og Claus var for længst stået op og havde givet sig selv og Jens og lille Torben morgenmad. Denne bestod oftest af en svingende fuld tallerken rå havregryn med godt med sukker på og mælk til. Det elskede drengene simpelthen, og endnu bedre var det, syntes de, når der over havregrynene blev hældt en portion cornflakes.

De to store drenge, Peter og Claus, blev opdraget til at der var pligter, som de dagligt skulle udføre. Til pligterne hørte opvask, tømme skraldespand, hente optændingsbrænde og kul eller koks i kælderen, ja, sågar at tænde op i den store kakkelovn, der stod i den pæne stue.

I dagligstuen var der en mindre brændeovn, som også skulle tændes op og passes. Efter frokosten fortsatte Karina og jeg med indstuderingen af hendes rolle, og det gik tiden med, indtil eftermiddagsteen. Men bagefter genoptog vi arbejdet og blev ved indtil der blev meldt, at aftensmaden var klar. Jeg forstod aldrig, hvordan Inger klarede altid at servere god og rigelig mad til så mange mennesker, og nu tilmed til et par munde mere. Men i den tid, hvor jeg kom i deres hjem, når jeg var på orlov, og hvor Karina i reglen også var på besøg og ofte overnattede, følte jeg aldrig, at jeg kom til ulejlighed eller var en belastning for deres i forvejen anstrengte økonomi.

De to dejlige mennesker, Søren og Inger, havde godt nok husrum, men samtidig i usædvanlig grad også hjerterum. Ved aftensmaden, der som sædvanlig blev indledt med aftenbøn, bemærkede jeg for første gang, at den ellers altid venlige og rare Søren godt kunne blive vred, endog meget vred. Det skete, når en af de store drenge foretog sig et eller andet, der åbenbart ikke behagede Søren, for i næste øjeblik dunkede han den arme synder hårdt oven i hovedet, samtidig med at han hævede sin vrede stemme til en vælde, som jeg ikke ville have tiltroet ham.

Drengen fik tårer men også trods i øjnene, hvis det var Peter, og græd ulykkeligt, hvis det var Claus, der blev offer for Herrens vrede. Efter aftensmaden skulle de to ældste drenge tage af bordet, bære ud og vaske op. Først derefter havde de fri. Imens satte vi fire voksne os ind ved sofabordet i den store stue, hvor vi snart var dybt involveret og optaget af at samtale om alt mellem himmel og jord.

Men snart var Søren og jeg dybt inde i filosofiske problemstillinger, særlig om indisk filosofi og Yoga. Inger havde også sin opfattelse af tingene og gav gerne sit besyv med, men det er klart, at en ung pige som Karina ikke rigtig kunne følge med i emner, som hun ikke kendte særlig meget til, og derfor faldt hun og Inger snart i snak om mere jordnære og menneskelige emner.

Søren og jeg havde jo udvidet orlov, og skulle først møde i lejren mandag morgen kl. Derfor blev vi også denne aften siddende og diskutere til det igen blev sent. Karina gjorde ingen tegn til at ville bryde op, hvilket egentlig undrede mig, men ikke Inger, der som kvinde sikkert har anet, at der var amoriner i luften mellem hendes lillesøster og mig.

Søren derimod, lagde tilsyneladende ikke mærke til noget usædvanligt. Det gjorde han for resten aldrig, for dertil svævede hans sind og tanker for højt over dagligdagens fataliteter. Og han elskede simpelthen at sidde og samtale og hygge sig, og helst til langt ud på de små timer. Inger var igen den, der først sagde godnat, idet hun mindede Søren om, at alle skulle tidligt op næste morgen. Han gik da også, om end tydeligt modstræbende, tidligere til ro end aftenen før.

Karina og jeg sad nu atter alene tilbage og talte lidt sammen, indtil vi også gik hver til sit sovested. Forinden havde vi hver for sig været på badeværelset, jeg for at børste tænder og tisse af, og Karina for det samme og for at rense ansigt.

Hun brugte imidlertid næsten ingen sminke, kun læbestift og lidt pudder. Desuden løsnede hun sit meget lange hår, der faktisk nåede hende ned til, hvor ryggen bliver uartig. Længden på hendes hår overraskede mig, for når hun havde sat håret op omkring en valk i nakken, skulle man ikke tro, at det var så langt, som tilfældet var.

Denne aften fortalte Karina mig nogenlunde fortroligt om sit forhold til Max Grelsby, og sagde bl. Hun havde hidtil altid endt med at føje ham, men nu havde hun besluttet at ville gøre alvor af at bryde forholdet til ham. Denne beslutning støttede jeg hende i, fordi jeg umiddelbart mente, at det sikkert ville være det bedste for hende selv.

Underbevidst gjorde jeg det jo nok mindre af uselviske grunde, idet min sympati for Karina var begyndt at ligne noget i retning af forelskelse. Den aften eller nærmere nat, fortalte Karina mig også lidt om sin familie, og stykket sammen med, hvad jeg havde fået fortalt herom af Inger og Søren, vidste jeg, at moderen hed Carla Kjær, og hun for en del år siden havde været gift med Hans Christian Kjær, som hun imidlertid senere blev skilt fra, angiveligt på grund af hans utroskab.

Han var møbelhandler og havde forretning på Skt. Hans Torv og senere i Skt. Hansgade, lige overfor hvor Carla nu boede. Allerede før krigen havde han imidlertid tjent så mange penge, at han havde råd til at holde en dyr personbil, og på et tidspunkt fik han også råd til at bygge sig en villa ude i en af forstæderne, hvor han og konen flyttede ud.

Her fik de deres første tre børn, Inger, Erik og Paul. Senere begyndte det at gå økonomisk ned ad bakke for den brave møbelhandler, og det endte med, at han måtte sælge villaen, hvorefter han lejede en forholdsvis stor lejlighed i Skt.

Her fik de ikke længe efter yderligere tre børn i rap: Hans Christian, kaldet H. Sidstnævnte blev født den 6. Forholdet mellem Carla og Christian Kjær gik efterhånden dårligt, vistnok fordi hun især ikke længere kunne tolerere hans utroskab, og til sidst endte det da også med skilsmisse. Christian Kjær, om hvem jeg fik at vide, at han tidligt i århundredet det Da denne under besættelsen havde lavet en eller anden alvorlig skarnsstreg, truede faderen sønnen med, at hvis det gentog sig, ville han sende ham til opdragelse i SS-korpset i Tyskland.

Dette blev dog vistnok aldrig til noget, men sønnen Erik mistede al respekt og kærlighed til sin far, som han altid siden omtalte med stor bitterhed. Efter skilsmissen gjorde Christian Kjær efter fleres udsagn ikke meget ud af at holde kontakten med sine børn. Det bevirkede, at det yngste barn, Karina, faktisk ikke kendte sin far, men nok vidste, hvem han var og hvordan han så ud. Hun havde tilmed arvet sine fornemme ansigtstræk fra ham, hvorom det med nogen usikkerhed og ubekræftet forlød, at han var af jødisk afstamning.

Men den omtalte nat, var jeg næsten faldet i søvn, da jeg mærkede den luftige berøring af et florlet stof, der kildede mit ansigt. Til min store overraskelse så jeg, at stoffet var identisk med Karinas næsten gennemsigtige natkjole og at hun var ved at krybe op og putte sig ned ved siden af mig. Jeg kom til at ryste over hele kroppen af nervøsitet og ophidselse, og den sidstnævnte blev ikke mindre af, at jeg uden videre fik lov til at røre ved hende.

Hun blev åbenbart også selv ophidset, for snart efter lå vi i en hed omfavnelse, der naturligt nok endte i samleje. Det nye for mig var især, at jeg for allerførste gang i mit liv havde samleje med en kvinde, som dels var våd det rigtige sted og som dels fik en orgasme, som så vidt jeg kunne bedømme ikke var skuespil. Forstå det, hvem der kan, men jeg følte mig som dagens - eller nattens — mand, og kunne have råbt min næsten grænseløse lykke og stolthed ud over byens i øvrigt nattestille gader, for jeg vidste nu, at jeg for anden gang i mit liv var rigtig forelsket, tilmed op over begge ører.

Min første forelskelse havde været i Alice, som også var forelsket i mig. Men til min om muligt endnu større lykke følte jeg, at min forelskelse var gengældt af den unge, smukke pige, jeg havde delt seng med denne nat.

I den følgende tid blev Karinas og mit forhold fastere, og jeg var i al fald meget forelsket i hende og havde også indtrykket af, at hun var det i mig. Vi sov i reglen sammen hos Søren og Inger hver eneste weekend, dels for at øve på hendes rolle, og dels for bare at være sammen. De to syntes at bifalde udviklingen af Karinas og mit forhold til hinanden, og i hvert fald sagde Inger ikke noget, hverken for eller imod.

Søren var dog mere skeptisk, og en dag, da han og jeg var alene, sagde han: Du får kam til dit hår med Karina! Jeg forstod dengang ikke rigtigt, hvad det var, han mente, men det skulle jeg senere komme til fuldt ud at forstå. Imidlertid nærmede tiden sig, hvor jeg og mit hold af nægtere skulle hjemsendes, nemlig den 7. Juni, så derfor gjaldt det nu om så vidt muligt at sikre sig et arbejde i det civile liv.

Jeg bar jo til stadighed på håbet om at få mulighed for at vende tilbage til tegnefilmbranchen. Derfor ringede jeg en lørdag eftermiddag i begyndelsen af maj til Børge Hamberg, som jeg jævnligt havde været i telefonisk kontakt med under mit ophold i Gribskovlejren. Han og konen, Bodil, boede på det tidspunkt i noget nybyggeri i Brøndby Vænge i Brøndbyøster, og ved denne lejlighed fortalte jeg ham bl.

Det var der, sagde han, men mente at det nok var bedst, at jeg selv kom ind en dag og aftalte det med bossen. Eftersom det var meget vigtigt for mig at få noget at bestille og tjene penge, så hurtigt det lod sig gøre, opsøgte jeg Barfod den førstkommende lørdag formiddag. Her var jo tilsyneladende tilmed min store chance for at realisere drømmen om at vende tilbage til tegnefilmbranchen.

Alt gik glat under samtalen med Barfod, som bortset fra hans medarbejdende kone, Birthe, var alene på tegnestuen. På mit undrende spørgsmål hvorfor, svarede han: Det vil jo alligevel efterhånden blive mere og mere almindeligt, og vi vil gerne være på forkant med udviklingen! Han og jeg blev enige om, at jeg skulle have kr. Arbejdstiden var mandag til fredag kl. Det lød jo alt sammen som sød musik i mine ører, men jeg sagde dog til Barfod, at han nok ikke skulle forvente, at jeg ville være særlig hurtig, rutineret og effektiv som tegner og animator i starten.

Det var naturligvis med den største glæde, at jeg kunne fortælle Karina og min nærmeste familie og mine venner, at jeg nu for første gang i mange år var sikret et tilmed relativt velbetalt arbejde, der havde med tegnefilm at gøre. Det var næsten ikke til at tro på dette fantastiske held, når jeg tænkte tilbage på alle de besværligheder og nederlag, der havde været undervejs, og som nogle havde anset for dagdrømme og utopi.

Brylluppet skulle stå på Københavns Rådhus, og festmiddagen bagefter endte det med, at de hjertensgode folk, Søren og Inger, tilbød, kunne holdes hos dem. På det tidspunkt, der her er tale om, dvs. Da far og mor hørte om mine nye giftermålsplaner, blev de ikke umiddelbart særligt begejstrede for det, hvilket jeg for resten heller ikke havde forventet eller kunne fortænke dem i, mit mislykkede ægteskab med Else taget i betragtning. Men dels kendte de endnu ikke Karina særlig godt, og dels vidste de jo mere end nok om, hvordan det hidtil var gået mig på den ægteskabelige front.

Min mor blev som altid tavs og slog ud med nerveknopper og trak sig tilbage til sine gøremål i køkkenet. Dertil manglede jeg simpelthen livserfaring i almindelighed og erfaring med kvinder i særdeleshed. Min skæbne ville, at jeg var forelsket til op over begge ører og forhippet på at gifte mig med Karina, så vi kunne skabe os et hjem, som også kunne blive en slags fristed for Jan og Annette, når de kom på besøg hos os.

Derfor kunne giftermålet ikke ske hurtigt nok efter min mening. Det havde vi faktisk ikke rigtig tænkt over eller planlagt endnu, men inden jeg nåede at svare, udbrød mor til min store overraskelse: Så kan de også nå at spare penge sammen til indskud på en lejlighed!

Det lød jo umiddelbart også godt i mine ører, men hvad sagde Karina til tilbuddet. Hun tøvede med sit svar, men jo, det syntes hun da kunne lade sig gøre, selvom hun havde tænkt sig, at hun og jeg først skulle flytte sammen, når vi havde anskaffet os vores egen lejlighed. Hun kunne dog godt se fordelen ved indtil videre at bo gratis i mine forældres lejlighed.

Lad være med at flyve højere, end du magter, for det betyder dybt at falde. Og mon ikke han skulle få ret, for jeg kom få år senere til at falde så dybt ned i fortvivlelsens natsorte afgrund, at det blev svært for mig at komme op igen. Det tog mig faktisk omkring 10 år at kravle op, så jeg kunne se lyset, og sammenlagt 14 år, før jeg kom helt op til overfladen igen og blev menneske på ny.

Men det er en anden og senere historie, som der først vil blive fortalt om i kronologisk rækkefølge. Han var snedker af profession og arbejdede også som sådan. Da vi fortalte dem, at vi ville gifte os, sagde den lettere beduggede og ligeledes evigt cigaretrygende Carla: Den sidste tosse er ikke født endnu!

Hans fingre på højre hånd var gulbrune af årelang flittig cigaretrygning. Da han langt om længe igen havde fået vejret efter det kraftige hosteanfald, mumlede han noget i denne retning: Men det er da vel løgn! Det var dog naturligvis mig, som havde hovedansvaret for at det kunne og skulle lykkes og som det meste derfor hang på. I den sidste godt halvanden måned op til premieren, fik de involverede nægtere og jeg så travlt med at nå alt, hvad der skulle nås, at vi praktisk talt ikke havde hverken tid eller kræfter til at tænke på andet.

Det var Ikke mindst i den henseende, at vores amatørforestilling tilnærmelsesvis kom til at ligne opsætningen af en professionel teaterforestilling. Forskellige smågrupper af involverede nægtere var i gang med fremstillingen af dekorationer, anskaffelse af rekvisitter og andet, der var nødvendigt til forestillingen.

Jeg havde fået den idé, at vi skulle lade prosceniet indramme som en japansk himmelport og lave et ekstra fortæppe, vævet af siv. Det var Ole Bjørnild og Søren Svendsen, der bl. Han var allerede for længst gået i gang med forberedelserne til det, idet han og et par andre nægtere en dag var nede ved Esrum Sø og skære så mange siv, som man mente, der ville blive brug for.

Siden var han begyndt at flette måtten eller tæppet, som af praktiske grunde måtte deles op i flere baner, så vidt jeg husker tre, nemlig en midterbane og to sidebaner. Det sidstnævnte arbejde bestod mest i at anskaffe, tilskære og sy de stoffer, hvoraf der skulle fremstilles tøj til de fattige japanske indbyggere i stykket. Til dette formål valgte vi finmasket sækkelærred, der illuderede ganske godt. Jeg erindrer ikke, om nogen af de medvirkende damer hjalp Jens med syarbejdet, men det tror jeg nok, idet der foresvæver mig noget om, at Jørn Kroghs kone, Lilli, og vistnok også en anden nægterkone, gav en hånd med.

Børge Enrico blev i øvrigt vistnok hjemsendt den 1. Det viste sig, at det ville være nødvendigt med endnu en bane sivmåtte, og så vidt jeg husker, var det André Mogensen, der overtog og gjorde flettearbejdet helt færdigt. Heldigvis fik Strammeren resultatet at se, for han deltog som gæst ved premieren. Men det er beklageligt og ren og skær forglemmelse under travlheden, at ingen af de to, men især Børge Enrico, ikke fik credit i forestillingens trykte program for deres store og beundringsværdige indsats.

Imens var der også stor travlhed blandt de involverede nægtere, der fungerede som dekorationsmalere: Han foreslog nemlig, at kulisserne blev lavet som sammenfoldelige sætstykker, der hurtigt og nemt ville kunne sættes op og fjernes igen under forestillingen, således at der kunne foretages hurtige sceneskift. Så vidt jeg ved og husker, var Thomas Winding selv med til at male de nævnte sætstykker. I det civile liv var han tegner og havde arbejdet som sådan hos avisen Social-Demokraten, hvor hans læremester var tegneren Hans Lollesgaard.

Det var ham, der stod for udførelsen af den japanske himmelport, som skulle danne stemningsfuld ramme om den ellers banale sceneåbning, også kaldet proscenium. Endvidere var det f. Dekorationsstilen var i det hele taget bevidst stiliseret i lighed med japanske træsnit og forenklet til det mindst mulige, for netop at nærme os de tendenser i kunst og grafik, der dengang var oppe i tiden. En anden gruppe involverede nægtere gik i gang med at fremstille en formindsket udgave af den jeep, der var en nødvendig rekvisit i forestillingen.

Formindskelsen var påkrævet af hensyn til scenens relativt lille størrelse i Mårum Forsamlingshus, og som udgangspunkt for konstruktionen valgte man at bruge gummihjul, der var beregnet til trillebøre. Det færdige køretøj kom til forveksling til at ligne en rigtig jeep, bortset fra størrelsen, men den illuderede godt på scenen og kunne desuden bære personer af gangen, sådan som den skulle i en af scenerne. Imens alt dette mere praktiske forarbejde stod på, øvede vi aktører ved alle de lejligheder, vi kunne og havde mulighed for.

Det foregik dels i lejren og dels hos Søren og Inger i København. Stykket begyndte derfor så småt at tage form, og efterhånden fik jeg så meget hold på det, så jeg faktisk kunne huske scenegangen og replikkerne udenad ned til de mindste detaljer. Men desuden måtte jeg samtidig stå for det praktiske arrangement omkring forestillingen, dvs. Heldigvis fik jeg i sidste ende stor hjælp til dette af min gode ven og tidligere medredaktør på nægterbladet, Ivar Nielsen, som også kom til at stå for den regnskabsmæssige side af sagen.

Han havde for nylig taget eksamen i forbindelse med sin uddannelse som revisor — altså under opholdet i Gribskovlejren! Det blev også min opgave, at vælge den musik, der skulle bruges under forestillingen. I det øjemed tog jeg en dag ind til Concerno i Gl. Mønt i København, og her fandt jeg efter nogen tids søgen en grammofonplade med balinesiske rytmer. Vel var disse ikke japanske, men de lød næsten sådan, og derfor skønnede jeg, at de ville kunne bruges. Sidstnævnte skulle i øvrigt stå for musikanlægget og afviklingen af musikken til stykket.

Kurt Henning Petersen var som tidligere nævnt uddannet organist, og før han kom til Gribskovlejren, var han ansat som lærer i Åkirkeby på Bornholm, hvor han også var organist i kirken. For mig personlig så fremtiden også ud til at skulle forme sig sådan, som jeg efter omstændighederne kunne ønske det, især fordi jeg jo havde fundet, hvad jeg dengang troede skulle blive min livsledsagerske. Derfor gled de triste og bekymrede tanker omkring Jan og Annettes videre liv og skæbne noget i baggrunden, så meget mere, som jeg mente, at det måtte være muligt for Karina og mig at give dem et slags reserve-hjem, hvor de kunne komme og være, når der var mulighed for det, og senere, når de selv havde lyst og behov for det.

Vi har hermed fornøjelsen at indbyde til nægterfest i Mårum forsamlingshus, lørdag den Derefter er der bal til den lyse morgen til tonerne af Ib Olsens 6 mands orkester. I aftenens og nattens løb bydes på forskellige traktementer som kaffe med kage, natmad bestående af tre stykker. Ligesom tidligere vil befordringen kunne ske pr. Der startes fra Rådhuspladsen kl.

Billetterne må reserveres senest den 1. Adgangskort og busbilletter betales under kørslen. Imidlertid nærmede premieredatoen sig hastigt, men uden at den egentlig kom bag på nogen af os. Alligevel endte det med, at generalprøven først kunne afholdes samme dag, som selve premieren skulle finde sted.

Dette skyldtes ikke mindst, at det var vanskeligt for de medvirkende piger, hvoraf de fleste kom langvejs fra, at afse tid på andre tidspunkter end lørdage, og at holde generalprøven lørdagen før premieren, syntes vi ville være for tidligt. Der var naturligvis mere eller mindre nerver på hos alle under generalprøven, som da heller ikke blev afviklet uden problemer og gnidninger. Der blev god brug for suffløren, Kurt Larsen, for stort set alle os hovedrolleindehavere fik selvfølgelig op til flere blackouts, hvor replikkerne pludselig var forsvundet ud i den blå luft.

For mit eget vedkommende gik det sådan set nogenlunde med Sakinis lange indledningsmonolog, hvor publikum bydes velkommen og introduceres til stykkets handling, men ind imellem glemte jeg en linje eller to. Desuden var jeg så uheldig, mens jeg opholdt mig nede i sminkerummet, at der pludselig knækkede en flis af min venstre hjørnetand.

Det gjorde ikke ondt, men satte mig i lidt dårligt humør, som bevirkede at jeg blev irritabel. Til denne irritabilitet bidrog i øvrigt en af de medvirkende nægtere, Ralf Petersen, der spillede en forholdsvis lille rolle som Mr. Hans kone, Birthe, spillede for resten Gamle dames datter. Det gik særlig galt, da Ralf på et tidspunkt henne i generalprøven simpelthen nægtede at være med længere, angiveligt fordi han syntes, jeg var for grundig og nidkær i min instruktion, hvilket han dog var den eneste om at mene.

Vi andre talte derfor om at udelade Ralfs rolle som Mr. Seiko, som sådan set var en birolle, om end af betydning for stykket, men den kunne strengt taget droppes om nødvendigt. Desuden lod han sin surhed gå ud over sin stakkels grædende, kønne kone, Birthe, så nogle af de andre piger måtte trøste hende.

Det irriterede og gjorde mig vred, at denne ene mand gjorde forsøg på at ødelægge den gode stemning og spilleglæden for alle os andre, der var opsatte på at nå det bedst mulige resultat. Det var trods alt et lystspil, vi opførte, og det mente og følte vi andre os forpligtede til at formidle til det sandsynligvis glade og forventningsfulde publikum, der ville ankomme om få timer.

Til sidst kunne jeg ikke længere styre eller lægge en dæmper på min vrede, og på et tidspunkt, da jeg syntes Ralfs obstruktion havde varet længe nok, råbte jeg nede fra salen og op til scenen, at det nu kunne være nok med hans nykker, og at jeg derfor ville lade Mr. Herunder opholdt Ralf sig nede i sminkerummet, idet han havde nægtet at gå på scenen, men der var så stille og lydt, at han nemt kunne høre, hvad jeg råbte. Jeg havde på forhånd overvejet risikoen for, at dette kunne medføre, at også Ralfs kone, Birthe, ville nægte at medvirke.

Men hendes rolle kunne om nødvendigt strengt taget også undværes. Ralf viste sig overhovedet ikke på scenen under resten af generalprøven, heller ikke selvom hans kone og et par af de andre medvirkende gjorde forsøg på at formilde ham og få ham til at indse, at fejlen var hans.

Allerede under de senere og sidste prøver i Søren og Ingers lejlighed, havde jeg lagt mærke til, at charmøren Ralf ofte sværmede i nærheden af Karina, også selvom hans egen kone var til stede, og at han benyttede enhver lejlighed til at tale dæmpet med hende og rose hendes præstation som Lotusblomst. Karina følte sig tydeligt smigret over hans sværmeriske og tilbedende ord, selvom hun og jeg på det tidspunkt havde aftalt at gifte os netop den dag, da vi selv og alle aktørerne sent om aftenen skulle rejse med færgen til Bornholm.

Ingen vidste eller anede derfor noget om det forestående bryllup, heller ikke Don Ralf. Jeg måtte tilmed fare til at tegne en lille forsidevignet, som skulle forestille den japanske tolk Sakini, men som altid, når jeg skulle tegne hastigt nedkradsede lejlighedstegninger, var jeg stærkt utilfreds med resultatet, da jeg så det på tryk.

Men der var desværre ikke tid til at gøre det om. Tegning og tekst © Harry Rasmussen. Det kostede den nette sum af 45,50 kr. Som det fremgår af programmets forside, så var forestillingen her annonceret til at begynde kl. Men bortset fra det. Smukke damer — elskværdige herrer!

Har herved den ære at præsentere den tredje vellykkede fiasko i Dramatisk Kreds historie. En speciel tak rettes til mig, der ved tilsidesættelse af alle personlige hensyn har gjort det muligt at skabe en tålelig stemning for publikum nb — husk baren! Herefter indeholdt programmet en kortfattet skematisk oversigt over stykkets 3 akter med i alt 9 scener. På programmets side 3 var der en oversigt over samtlige rollehavende og øvrige medarbejdere under selve opførelsen af stykket, men de mange nægtere, som havde givet en hånd med under de store praktiske forberedelser, der var gået forud, er dog ikke nævnt.

Dem sender jeg derimod en taknemmelig tanke her. På programmets side 3 kunne man læse hvem, der medvirkede i hvilke roller,. For at få økonomi til trykningen af programmet i et antal eksemplarer, som jeg ikke længere husker, - det program jeg selv har, har nr.

De tre herrer, Erik Carlsen, Børge Enrico Johnsson og Robert Felby, fortjener derfor også at få deres navne nævnt her, selvom det jo er mange år siden, at det hele foregik. Jeg har ingen viden om, hvorvidt de pågældende stadig lever og ejheller om de fortsat driver den virksomhed, som står nævnt i deres respektive annonce, hvilket dog næppe er sandsynligt, da de alle tre må være højt oppe i alderen, hvis de fortsat lever.

Bagsiden af forestillingens program med annoncer for Carlsens kvalitetsmøbler. De af os, der følte behov for det, valgte derfor at få lidt mad bragt ned i omklædningsrummet og spise der.

Men birolleaktørerne mente, at de sagtens kunne nå det hele, og det blev derfor deres egen sag, hvad de ville, når blot de kunne være parate til tiden. Mens Jørn Krogh, Birger Guy, Ole Kauffeldt, Karina og jeg sad nede under scenen og hørte den summende og skramlende lyd af de mange spisende mennesker i salen, talte vi om Ralf. Han deltog sammen med sin kone og de øvrige birolleaktører i fællesspisningen. Men de ovennævnte gav mig medhold i, at det havde været rigtigt af mig, at sætte Ralf stolen for døren, fordi han ikke skulle have lov til at bestemme, hvordan stykket og rollerne skulle spilles.

Begge disse forestillinger var blevet afviklet og spillet med stor publikumssucces. Men i den situation, hvori vi nu stod, måtte vi drøfte, hvordan vi skulle forholde os, hvis det viste sig at Ralf og hans kone for alvor havde trukket sig ud af forestillingen. Vi var enige om, at det selvfølgelig ville være bedst, hvis Ralf og hans kone fortsat var med som aktører, men de kunne altså strengt taget også undværes.

Det krævede blot en mindre og hurtig omrokering i scenearrangement og udeladelse af Ralfs relativt få replikker. For resten havde vi måttet udelade en af de andre mandlige, japanske biroller, simpelthen fordi vi ikke havde nogen til at spille den, men også fordi den heller ikke var strengt nødvendig for handlingens afvikling.

Gushi, blev imidlertid nævnt i stykket, nemlig i den scene, hvor Kaptajn Fishby spørger Sakini, hvorfor de forskellige japanske indbyggere i landsbyen Tobiki, ikke som aftalt er mødt op til det arbejde, der er blevet dem pålagt og som de har indvilget i at udføre.

På kaptajnens spørgsmål om, hvorfor den og den ikke er mødt op, svarer Sakini med at forsvare og undskylde hver enkelt af dem med, at der var noget andet og vigtigere, de hver især havde været nødt til at foretage sig, i stedet for at udføre et arbejde, som de mente godt kunne vente.

I henhold til min desværre ikke helt præcise hukommelse, lød replikskiftet mellem kaptajn Fishby og tolken Sakini nogenlunde, som herunder gengivet, og i hvert fald er pointen rigtig. Han er der eller der. Hvor er så Mr. Kaptajn Fishby med stigende forundring: Men hvor er så Mr. Han er også optaget.

Kaptajn Fishby med stigende irritation: Han er også optaget! Men da vi som sagt ikke rådede over en aktør til Mr. Dermed mente jeg — og de andre hovedaktører var enige heri — at den sag var afgjort på en nem og acceptabel måde. Senere under selve forestillingen, skulle det til min og medspillernes store overraskelse vise sig, at publikum slog en skraldlatter op lige præcis ved denne replik, at manden var død!

Da forestillingen gik i gang præcis kl. Det skal dog ikke nægtes, at måske især jeg var meget spændt på at se, om parret undervejs dukkede op i de scener, hvori især Ralf medvirkede og havde nogle få replikker. Men eftersom jeg selv stort set var på scenen under hele forestillingen, som varede omkring 3 timer inklusive cirka 20 minutters pause, kunne jeg derfor ikke også tage mig af den side af sagen. Men heldigvis blev jeg bakket godt op af de øvrige medvirkende, og især af Jørn Krogh og hans kone, Lilli, Ole Kauffeldt og Birger Guy, som alle gjorde, hvad de kunne for at formilde Ralf.

Hans kone var der ingen problemer med, men hun stod naturligt nok solidarisk med sin ikke altid lige nemme mand, eller rettere sagt, hun turde næppe andet. Som nævnt kunne de af os medvirkende, der nødvendigvis opholdt sig i sminkerummet nede under scenegulvet, tydeligt høre publikums ankomst. Blandt det forventningsfulde publikum var først og fremmest en del nægtere fra Gribskovlejren, og dernæst disses pårørende, venner og bekendte.

Min gode ven, Søren Svendsen, og hans kone, Inger, var selvskrevne til at være med, dels fordi Søren jo var en af scenograferne på stykket, og dels fordi han og konen havde stillet deres ene store stue hjemme i Ndr. Frihavnsgade til disposition for en del af vores mange og krævende prøver på stykket. Middagen stod økonomaen, fru Bentsen, og hendes assistent, fru Jensen, for, men selvfølgelig hjulpet af et team af velvillige nægtere, anført af Ankjær, der alle til daglig var vant til at gøre køkkentjeneste.

Alle mand var på plads, bortset fra Ralf og hans kone, da tæppet skulle gå, hvilket min gode kammerat, Henning Larsen, var mand for.

Han stod desuden for gonggongen, medens Erik Jønsson sørgede for at belysningen var og blev den rette i de forskellige scener. Selve prosceniet, hvilket vil sige fronten til scenerummet, var som tidligere nævnt udvendigt blevet dekoreret eller smykket med en til formålet fremstillet japansk såkaldt himmelport, som sammen med sivmåtte-fortæppet, gav hele sceneriet et strejf af orientalsk mystik. Det var mig selv i rollen som den lidt miserabelt klædte japanske tolk Sakini, der skulle introducere forestillingen, så jeg var alene på scenen foran sivtæppet, da spotlightet ubarmhjertigt blev rettet imod mig.

Hvorfor jeg havde ment, at Sakini skulle være fattigt klædt, husker jeg ikke tydeligt, men mener det skyldtes, at jeg opfattede Sakini som en fattig person. Det samme var tilfældet med de menige japanere i stykket, som - bortset fra geishaen Lotusblomst, der var klædt i silkekimono - for kvindernes vedkommende bar klæder, der til formålet var syet af sækkelærred. Men stykket indledes altså med tolken Sakinis temmelig lange monolog, hvor alene det at huske teksten, var lidt af en udfordring for mig.

Men heldigvis var suffløren Niels Jonassen på plads i sufflørkassen. Der blev dog ikke så meget brug for at lytte til ham, for mærkværdigvis kunne jeg huske det allermeste af teksten udenad. Det var jo faktisk herunder, at Ralf Petersen havde vist sig så modvillig, at han nægtede at medvirke i denne indstudering, men heldigvis kom han til fornuft kort før selve premieren og udførte sin rolle som Mr.

Hans kone Birthe, som hele tiden havde været sød og samarbejdsvillig, udførte ligeledes sin ganske vist ikke særligt store rolle som Gamle Dames datter fuldt tilfredsstillende. På billedet til venstre ses Harry Rasmussen selv i rollen som den japanske tolk Sakini, der her introducerer forestillingen. På billedet til højre ses geishaen Lotusblomst Karina Kjær. Disse ovenfor viste fotos, er sammen med fotoet nedenfor, de eneste, jeg selv har tilbage fra en større samling fotos fra forestillingen.

Det meste af samlingen er på et tidspunkt desværre bortkommet. Sumata og geishaen Lotusblomst i Karina Kjærs skikkelse. Det er svært så længe efter, som nu i maj , hvor disse linjer skrives, at huske alle detaljer fra dengang, men der er dog nogle ting, som har indprentet sig tydeligt i hukommelsen.

Reglerne om kontrol blev senere ophævet, men prostitution fortsatte med at ligge og vippe mellem at være lovligt og ulovligt. Først i blev straffeloven ændret, så der ikke længere er risiko for straf forbundet med at sælge sex. Lovgivning Det er lovligt både at købe og sælge sex i Danmark. Prostitution er dog ikke et såkaldt lovligt erhverv, og derfor er den prostituerede ikke omfattet af arbejdsmarkedets loves beskyttelse.

Derudover er det heller ikke lovligt at tjene penge på andres prostitution. Man må ikke købe sex af nogen, der er under 18 år. Kriminalitet Selvom prostitution i sig selv ikke er forbudt i Danmark, er der ofte en række former for kriminalitet forbundet med miljøet omkring prostitutionen. Sort økonomi og deraf hvidvaskning af penge spiller en stor rolle i visse dele af branchen, hvor også alfonseri og ulovlig indvandring og handel med kvinder skaber problemer.

Derudover er vold og narkokriminalitet et problem især blandt gadeprostituerede. En dansk undersøgelse fra viser, at 14 procent af danske mænd har haft sex med en prostitueret.

Sexkunder adskiller sig ikke fra andre mænd i forhold til alder, bopæl, civilstand, erhverv og økonomiske forhold. Gennemsnitsalderen ved første besøg hos en prostitueret er 25 år, men hver femte mandlige kunde er under 21 år, når han første gang køber sig til sex.

De fleste prostituerede er kvinder, men man kender ikke den præcise kønsfordeling. Der er stor aldersspredning blandt prostituerede, men cirka halvdelen har haft deres prostitutionsdebut inden slutningen af 20erne.

De fleste prostituerede siger, at de sælger sex for pengenes skyld, men mange siger også, at de gik ind i branchen på grund af nysgerrighed. Mere end hver anden prostituerede er forælder, og cirka hver fjerde bor sammen med en kæreste eller ægtefælle. Menneskehandel Menneskehandel kaldes også trafficking og kan handle om meget andet end prostitution.

I registrerede Center mod Menneskehandel 54 personer fra prostitutionsmiljøet, som var ofre for menneskehandel. Det skal de slet ikke. De skal i stedet køre frem og tilbage! Kvinden sætter sig ovenpå manden og læner sig lidt frem.

Manden tager godt fat om hendes hofter, og ved at køre frem og tilbage, kan hun styre rytmen og friktionen på sin klitoris, mens han kan forstærke virkningen ved at følge hendes rytme og skubbe ekstra til hende med sine kræfter, så det føles som om han styrer det. Og ja, vi elsker synet af de gyngerne bryster op i vores ansigt - men da endnu mere, hvis vi kan se kvinden også nyder det!

Manden sidder her på en stol, og kvinden sætter sig overskrævs på ham. Hun kan i denne stilling styre rytmen og hjælpe med at presse sig tættere på manden ved at tage fat i stolens ryglæn. Kvinden ligger på ryggen og trækker benene op ved at holde fast i knæhaserne. Den her stilling er fantastisk, hvis hun godt kan lide dybe stød, og her kan manden ramme hendes G-punkt i sine stød og give hende skedeorgasme.

Kvinden er dog meget åben i denne stilling, så manden skal være lidt forsigtig, så det ikke gør ondt. Kvinden kan eventuelt frigøre sig ene hånd og selv stimulere klitoris, mens manden støder dybt i hende - det er superfrækt at se på, og skønt for kvinden også. Her står manden op og holder sin kvinde, der har benene rundt om ryggen på ham. Det handler for manden om at finde den rigtige balance, så hun fungerer som en slags modvægt og derfor ikke er alt for tung at holde.

Disse kvinder kaldes 'curtidoras', hvilket betyder, 'kvinder, der nyder livet'. Curtidoras er betegnelsen for de kvinder, som har en hvid mand som sponsor. Hun kender gennem sin egen forskning til Christian Groes-Greens arbejde og mener, at det er vigtig forskning, da det tegner et mere nuanceret billede af udenlandske kvinder i sexindustrien.

At sammenligne afrikanske sexarbejdere i Europa med afrikanske kvinder, der gifter sig med hvide mænd, kan umiddelbart virke stødende. Men faktisk er de to grupper i mange tilfælde meget tæt forbundet, viser Christian Groes-Greens forskning.

Både sexarbejderne, og de kvinder, som ender med at blive gift med en hvid mand, kommer nemlig ofte fra præcis den samme baggrund. De er taget fra de fattige forstæder i Afrika til storbyerne for at finde én hvid mand, der kan forsørge dem på den ene eller den anden måde. Hvorvidt det så er som sexarbejder eller som kæreste og kone er i store træk blot forskellige veje til at nå samme mål for kvinderne.

Forskere estimerer, at mellem I Danmark har flere tusinde afrikanske kvinder giftet sig med en dansk mand over de seneste 10 år. Målet for kvinderne er at finde en 'sponsor', der gennem penge kan forsørge kvinden og hjælpe hende med at forsørge sin familie. Det bedste, der kan ske, er, at kvinden bliver taget med til Europa, hvor pengene er flere. Vi kan måske se på de her prostituerede og til dels også de gifte kvinder her i Europa og tænke, at det er synd for dem, og at de nok hellere vil tilbage til deres hjemland.

Men der tager vi fuldstændigt fejl. De vil absolut gerne være her. Det giver dem nogle muligheder, som de ikke har derhjemme, og her bliver intimiteten en genvej til at nå deres mål,« siger Christian Groes-Green. Ifølge Marlene Spanger fra Aalborg Universitet betyder det også, at man må sætte spørgsmålstegn ved, om vi politisk og i socialarbejdet gør nok for at forholde os til den enkelte kvinde i forhold til de offerkategorier, der eksisterer inden for det politiske felt og sociale arbejde.

Det er muligt, at nogle af de her kvinder indledningsvist er kommet til eksempelvis Danmark helt eller delvist mod deres eget ønske, men hvad gør vi, når de ønsker at blive her, fordi de har muligheder for et bedre liv? Selvom de her kvinder er ofre, ser de nok meget anderledes på deres eget liv, end vi gør,« siger Marlene Spanger. I sin forskning har Christian Groes-Green vendt op og ned på den traditionelle måde at undersøge afrikanske kvinders skæbne på.

Frem for at kigge på afrikanske sexarbejdere i Europa og finde ud af, hvor de kommer fra, har han i stedet opsøgt de steder, som kvinderne kommer fra, og derefter fulgt deres liv i den retning, skæbnen nu en gang tog dem.

Forskningen tog ham til Mozambiques hovedstad, Maputo, hvor han opsøgte barer, natklubber, restauranter, parker og stranden for at komme i kontakt med kvinder, der var kommet fra forstæderne til hovedstaden for at finde en sponsor. Ved at følge kvinderne gennem lang tid fik Christian Groes-Green deres syn på sagen. Nogle kvinder finder en mand, som de gifter sig med og følger med tilbage til Europa. Andre kommer ind i prostitution eller søger at komme til Europa for at sælge sex eller finde en sponsor dér.

Det kan lige så godt gå den ene vej, som det kan gå den anden. Det mest centrale er, at de finder en måde at kunne sende penge tilbage til familien. På den måde kender jeg til kvinder, der kommer fra præcis den samme baggrund, men hvor den ene er gift og bor i Fredericia, mens den anden arbejder på bordel i Valby. De har begge to i en vis forstand opnået deres mål, selvom ingen af delene er rosenrøde, og det forstår vi europæere ikke,« siger Christian Groes-Green. Kvindernes vej til nattelivet i de afrikanske storbyer med mange hvide udlændinge er næsten altid en familiebeslutning, viser Christian Groes-Greens forskning.

piger søger pik danske amatør nøgenbilleder Næste morgen omkring kl. Vi håber meget, at disse oplysninger er tilstrækkelige, og ikke forhindrer Dem i at give os tilladelse til opførelsen af stykket. Om Max Grelsby findes ikke andet oplyst, end at han omkring blev gift med den da ca. Hvor er så Mr. Søren var dog mere skeptisk, og en dag, da han og jeg var alene, sagde han:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *