Liderlige noveller ungpige sex

liderlige noveller ungpige sex

Min Datter elsker Eder, og jeg agter Eder som min tappreste Ridder. Jeg har troet at bemærke, at I heller ikke er blind for hendes Yndigheder; bliv min Søn og min Efterfølger, og hjelp mig, mens jeg lever, at bære det Septer, som allere-. Sadl min Hest, Jochum! Da Holger kom uden for Byen, mærkede han først, at han ingen Hat havde paa; han foer med Haanden over Panden, for at samle sine Tanker, og dog huske efter hvorfor han havde saadant Hastværk. Til sin Forundring fik han nu Diademet i Haanden, som han i sin Iver havde glemt at tage af Medens han endnu forundrede sig herover, saae han sig pludselig forfulgt og i samme Øieblik omringet og afvæbnet af Kongens hele Livvagt, som havde seet ham flygte med det kongelige Diadem, og som nu bragte ham i Lænker tilbage til Byen, hvor han strax blev kastet i Fængsel og bevogtet som en stor Forbryder.

For førstegang i sit Liv mærkede nu Holger, at han for Alvor var vred, men vidste dog ikke paa hvem; thi Kongen og Prindsessen havde ingen Deel i dette, og hende kunde han desuden ikke vredes paa, om det ogsaa skulde koste hans Liv. Da han havde ligget nogen Tid aleene i det mørke Fængsel, dumpede der Noget ind til ham, og det var Jochum. Da han mærkede hvad Selskab han havde faaet, gik hans Vrede pludselig over, og han gav sig ret af Hjertet til at lee over Jochums ynkelige Gebærder.

Vil I ikke det, saa kan hverken Keiser eller Pave redde Jer; thi efter dette Lands Love skal den hænges strax, uden videre Snak, som offentlig bærer Diademet og ikke hører til det kongelige Huus. Dersom I nu ikke er reent fra Forstanden, saa vælger I vel det sidste, allerhelst, da I jo er ganske forelsket i Prindsessen.

Maa jeg nu spørge ethvert fornuftigt Menneske, om det ikke er bedre, at have en deilig Prindsesse til Kone, som man desuden er forelsket i, end at lade sig tridse op i en Galge og ædes af Himmelens Fugle? Det maa vist ogsaa være ganske fornøieligt, at svæve saadan imellem Himmel og Jord, og lade Næse og Øren hakke af sig, uden at kunne sige et Muk; lidt langhalset bliver man vel sagtens ved den Dinglen; men det hører med til Fornøielsen, kan jeg troe.

Hvad er der i den Flaske, du har med dig? Drik nu kun først, saa kommer I nok til Forstand«. Det er Skade, jeg kan ikke staae nedenfor og see til; men være to Steder paa eengang kan man jo ikke. Gjør det nu kort og godt, kjære Hr. Denne spurgte endnu engang, om han ikke havde betænkt sig og vilde ægte Prindsessen. Saadan en Karl som mig finder man ikke paa Gaden, og det lumpne Diadem, I hænger mig for, vilde jeg ikke tage op paa en Vei.

Dog der kommer Kongen; kan I komme til Akkord med ham endnu, saa hænger jeg ligesaa gjerne en Anden. Holger fulgte Kongen forventningsfuld til Borgen; der stod Prindsessen i den skjønne Mirzas fattige Zigeunerdragt og en gylden Lok flagrede om hendes deilige Skuldre, blandt de lange kastaniebrune Silkehaar.

Kongen kastede Purpurkaaben tilside, og stod for ham som den gamle Betler; i samme Øieblik kom ogsaa Mirzas lille Hund og sprang velbekjendt op ad Holgers Been. Naar vi ere kjede af det Eene, saa ere vi det Andet, det koster os kun et Ord. Jeg skal imorgen fortælle dig min Historie; mit hele Liv er et forunderligt Eventyr, og den, som skal troe mig, maa have samme Overbeviisning om sit eget, det maa synes saa sædvanligt som det vil.

Ifør dig nu din Brudedragt, Mirza! Han omfavnede atter den skjønne Mirza, og havde gjerne ført hende til Alteret som hun stod der, i den kjære eventyrlige Zigeunerdragt; men for Folkets Skyld opgav han dette barnlige Ønske, og snart stod Prindsessen for ham i sin glimrende Brudedragt.

Nu skjulte hun ikke længer den gyldne Lok, den slyngede sig fortrolig om Brudekrandsen blandt de mørke Silkelokker, og Holger saae nu tydelig, at Prind-. Brylluppet stod nu med stor Pragt og Høitidelighed, og Holger var saa sjæleglad, at han ofte gned sine Øine og kneb sig i Ørene, for at overbevise sig om, at det ingen Drøm var. Dagen efter Brylluppet sagde Mirza rødmende til den lykkelige Brudgom: Da den første Glædesruus nogenlunde havde sat sig, og den stillere men inderligere Lue gjennemglødede ham, som siden aldrig udsluktes i hans Liv, men gav det en Betydning, han aldrig før havde drømt om; da fortalte den gamle Konge ham sine underlige Hændelser saaledes:.

Jeg ansaae ofte Betleren for lykkeligere end Fyrsten, fordi han hverken havde Huus eller Hjem, men kunde gaae fra Land til Land og svæve i den sælsomme Uvished, om han skulde sulte ihjel inden Aften, eller maaskee finde en Skat og være en riig Mand imorgen. Jeg fandt Intet behageligere, end at styrte fra den ene Yderlighed til den anden, og lade Lykken lege Bold med mig.

Derfor løb jeg ogsaa bort fra min Fader og drog Verden igjennem paa Eventyr, snart som Zigeuner og Betler, snart som Ridder og Prinds, ligesom Lunet eller Omstændighederne førte det med sig, og jeg var næsten lige fornøiet i enhver Forfatning; thi min Rigdom, som min Armod varede sjelden længe, og Forandring var jeg en stor Elsker af Tit styrtede jeg mig i Livsfare, for ikke at kjedes ved den idelige Sikkerhed, og at jeg slap saa vel derfra, var ikke min Skyld Forelsket var jeg næsten bestandig; men sjelden længer end een Dag i den samme Skjønhed.

Alt gjorde et hurtigt, men let og flygtigt Indtryk paa mig, og Intet fængslede mig længe til enkelt Sted eller Menneske.

Den hele vide Verden syntes mig mit Hjem og alle Mennesker mig lige beslægtede. Saaledes førte jeg længe et omflakkende Liv, til jeg engang kom til det berømte Land Avalun. Der kom jeg til et Slot, som tilhørte den deilige Prindsesse Melior. Hun var af Feernes Slægt og var saa henrivende skjøn og elskværdig, at jeg hos hende forglemte hele den øvrige Verden og blev et ganske andet Menneske.

Hun elskede mig inderlig, jeg blev hendes Gemahl og levede hos hende som i Paradiis. Hun var Moder til din Mirza, min Søn! Men Mirza har kun af Feernes Natur den overordentlige Skjønhed og et aabent Øie for Naturens Hemmeligheder, som dog eene beroer paa Besiddelsen af hiin gyldne Lok og det konstige Speil, som du saae hos os i Hulen, hvilket ogsaa er en Gave af hendes Moder, saavelsom den Lykkeskilling, som du kjender fra vort første Bekjendtskab.

Engang gjorde jeg Bekjendtskab med en Mand, hvis lange og magre Udseende i Førstningen stødte mig tilbage, men som vidste at drage mig med sig paa de lystigste og eventyrligste Foretagender.

Derved vandt han snart min Fortrolighed og i et letsindigt Øieblik af lokkede han mig min Hemmelighed. Da jeg kom tilbage fra denne ulykkelige Reise, var det fortryllede Slot forsvundet og min stakkels lille Mirza laae aleene i Græsset og græd. Den skjønne Melior var forsvundet med sit fortryllede Slot, og min Lykke var forbi. Hiin troløse Ven saae jeg aldrig meer. Jeg tog min spæde Datter paa Armen, og vandrede nu med hende ligesaa forladt og ulykkelig igjennem Verden, som jeg før havde været glad og lyksalig.

Men aldrig har jeg kunnet glemme min svundne, evig elskede Melior, og hver Sommer har jeg med min Datter gjort en Valfart i den vide Verden, for atter at opsøge det fortryllede Feeland og min forsvundne Lyksalighed; men forgjæves« Den gamle Konge tørrede en Taare af sit Øie og vedblev: Det var paa saadan en Valfart, jeg saa dig førstegang, og jeg gav dig min Lykkeskilling, for at see hvorledes du vilde bruge den.

Ved Hjelp af mit Tryllespeil kunde jeg stedse have Øie med dig, og da min Datter havde faaet dit Billede saa kjært, gav jeg hende Speilet, at hun kunde see dig saa ofte, hun vilde. Efter hvad hun har fortalt mig om dig, har jeg ingen Grund til at fortryde mit Venskab for dig.

Uagtet du stedse har levet lystigt og halvgalt, har du dog stedse beholdt dit gode Hjerte, og at det sidder dig paa det rette Sted veed jeg. Men engang saae Mirza dig i et Vertshuus, da en Mand gik fra dig, som efter hendes Beskrivelse maa have været hiin lange magre Mand, som var Skyld i min Ulykke.

Vogt dig for ham, min Søn! Holger blev urolig da han tænkte paa sit Spil med dette mistænkelige Væsen, og at han endnu stod i hans Gjæld paa den forunderligste Maade; men han taug dermed, for ikke at bekymre den Gamle og Mirza.

Snart forglemte han ogsaa selv denne Sorg, og Historien med Spilleren forekom ham som en længstforsvunden, urimelig Drøm. Førend det første Aar var tilende var Holger en lykkelig Fader, og i tre Aar var hans Faderlykke tredobbelt.

Men nu døde den gamle Konge, og det var ligesom han endnu i Døden stirrede længselfuld efter hint fortryllede Land og sin elskede Melior. Grædende tillukkede Mirza de brustne stirrende Øine. Ogsaa Holger begræd ham oprigtig, som en god og kjærlig Søn, og førte lykkelig Septeret efter ham. Nu var Holger da Konge, havde den deiligste Prindsesse i Verden til Hustrue, og tre sunde velsignede Børn, som han inderlig elskede.

Hans Lykke var saa stor, at han ikke kunde tænke sig den større, naar kun den gamle Konge havde levet og seet hans Lyksalighed noget længer. Men den Gamle var gangen bort i rette Tid. De vare ingensteds at finde, og Holgers Fortvivlelse var grændseløs. Nu erindrede han sig atter hint ulyksalige Spil, hvori han i letsindig Overilelse havde bortspilt sin høieste Lyksalighed, førend han nogensinde havde drømt sig den mulig.

I sin Fortvivlelse gav han Regjeringen i sin første Ministers Haand, og forlod sit kongelige Slot, blot med sin Halvskilling i Lommen, og fulgt af den tro Jochum, som for at følge sin Herre, reev sig af Armene paa Kone og Børn. Holger reed længe uden at tale et Ord; men saae i taus Fortvivlelse hen for sig. Naar man har spilt Kone og Børn bort til Satan - kan man sagtens hænge med Hovedet. De reed nu i en stor mørk Skov, og kom just forbi en Grotte; der stod et Steenbord og ved Bordet sad en lang mager Mand med tre ildrøde Tærninger i Haanden og saae stift paa de Reisende.

Holger kjendte strax den lange djævelske Spiller. Jochum saae forundret paa sin Herre og den besynderlige Fremmede, og adlød. Den lange Mand hævede en sort Stav og sagde rolig: Giv mig Hustrue og Børn tilbage, og jeg giver dig al Verdens Rigdom, jeg giver dig rnin Lykkeskilling.

Men hør nu et andet Forslag! Lykken har været med dig saa tit, maaskee er den det endnu. Kast Tærninger med mig! Men saa maa du kaste din Lykkeskilling fra dig; thi saalænge du har den, kan ikke Fanden selv spille med dig. Gjør nu hvad du vil! Han vovede neppe at see hvad han havde kastet; men Blodet foer ham høit til Hjerte og Kind, da han saae to Sexer og en Fem.

Harmfuld greb han Tærningerne og rullede dem hen over Steenbordet; men forfærdet saae Holger tre Sexer ligge i Veiret, og sank til Jorden uden Bevidsthed. Da han kom til sig selv igjen, befandt han sig i sin Hustrues og sine Børns Arme, paa sit kongelige Slot, og den tro Jochum stod bekymret ved Døren og begræd allerede sin Herre som død.

Men saasnart han slog Øinene op, var han sund og glad, og syntes slet ikke at erindre hvad der var skeet; dog spurgte han Mirza, hvor hun havde været henne saalænge med Børnene.

Jeg var aleene med Børnene gaaet ud i Skoven, for at finde den Hule, hvor jeg førstegang saae dig; men jeg forvildede mig saa forunderligt, at det var mig umuligt at finde ud igjen af Skoven. Endelig traf vi din tro Tjener Jochum, og strax efter dig, i den Forfatning, som du nu gudskelov er udrevet af. Han var borte, da vi kom til Eder, men havde nok snakket Jer i Søvn og det saa dygtigt, at jeg troede I reent havde glemt at vaagne igjen.

Holger rystede med Hovedet og syntes at være vaagnet af en slem Drøm; men som han aldeles ikke kunde erindre sig. Han levede længe igjen et fornøieligt Liv, og Alt hvad han foretog sig, lykkedes ham. Førte han Krig, var Seieren altid hans. Det var ligesom Lykken søgte at forekomme ethvert af hans Ønsker, og Dagene svandt for ham som Øieblikke. Engang var der stort Selskab ved hans Hof Da han var træt af Dandsen og de andre Forlystelser, satte han sig hændelsesviis ned ved et Tavlebord, og tog nogle Tærninger i Haanden, for at lege dermed for sit mindste Barn; men da Tærningerne trillede hen over Bordet, foer der pludselig en Gysen igjennem ham, og et grueligt Lys gik op for hans Sjæl: Den arme Mirza var forstummet af Rædsel; nu lyste der et Glimt af Haab i hendes skjønne Øine; »jeg har endnu min Moders Speil - sagde hun - deri kan vi see det Fraværende.

Endnu den samme Time tog han Afsked med den bekymrede Mirza, trykkede hende og Børnene til sit beklemte Hjerte og reed bort med Speilet, og med sin Lykkeskilling i Lommen, ledsaget af den tro Jochum, som paa ingen Maade vilde skilles fra sin Herre. Efter mangfoldige Besværligheder kom de endelig til Afrika. Dødsfrygten, som Holger aldrig før havde kjendt, forfulgte ham nu, som en martrende Plageaand, ved hvert Skridt, og han vaagede over sit Liv og forsvarede det med et Raserie, som kun den kan tænke sig, der har sat sit Alt paa dette Liv aleene.

Efter en mageløs Bodsvandring kom han med den tro Jochum til det Sted, han søgte. Ogsaa der kom han endelig med utrættelig Udholdenhed hen, og nu traf han ogsaa virkelig Trolden, som sad i en Hule ved et Steenbord og havde ligesom sidst de fordømte Tærninger i Haanden.

Bring mig den Steen, som St. Peder kastede i Havet, og du skal være mig qvit for evig. Du gjør mig ellers for rnegen Ære ved at kalde mig Satan jeg er kun en af hans ringeste Tjenere; naar du tregange kalder paa Fimbul, skal jeg staae for dig, hvor du saa er.

Peder kastede i Vandet, jo den kan vi lede efter til Dommedag - sagde Jochum - om vi ogsaa fiskede hver Steen op, som ligger paa Havsens Bund, Hvo siger os da hvilken der er den rette? Saasnart de kom til en Søstad, hyrede de et Skib og gik til Seils, og hvergang de landede paa en Kyst, gik Holger hele Timer ved Strandbreden og saae paa Stenene, som Havet havde opkastet, men kom stedse mere raadvild og haabløs tilbage.

Efter mange Farer og Besværligheder, kom han endelig hjem igjen til sit Rige, men den længselfulde Mirzas og Børnenes Glæde ved at see ham igjen, var ikke istand til for et eeneste Øieblik at bortfjerne hans Kummer.

Nu fortalte han Mirza hvilket Underværk der eene kunde frelse ham, og hvilken Umulighed Trolden havde fordret. Men, Mirza blev dog ikke saa nedslaaet over denne Tidende, som han havde troet. Og nu indesluttede hun sig tre Dage i sit Kammer, og beredte sig ved Bøn og Faste til at see det Forborgne. Den fjerde Dag kom hun ud af sit Kammer, og hendes Aasyn var blegt, men ligesom forklaret. Speilet holdt hun i sin Haand; men det var sønderknust: Holger saae hendes Offer, han trykkede hende taus til sit bankende Hjerte og hun vedblev: Den hører ikke hjemme paa Jorden, og endnu mindre i Himlen; men drager ofte, ligesom magnetisk, Væsner til Jorden fra den Verden, hvorfra den er kommet.

De elske og søge denne Skat; men have ikke Magt til at hæve den, formedelst det hellige Billede, som staaer paa Kysten, hvor den er nedkastet.

Den har Form og Størrelse som et Menneskeøie, men er sort som Kul og lyser om Natten som Ild; derpaa kan du kjende den. Naar den kan frelse en Menneskesjæl, kan en uskyldig Haand hæve den, og det er en Velgjerning for Menneskene, at den kommer tilbage til den Verden, hvor den hører hen; men det kan kun skee ved et Menneske, som staaer paa det farlige Overgangspunkt mellem Lyset og Mørket.

Giv mig vort yngste Barn med, Mirza! Efterat de længe forgjæves havde søgt, og den beængstede Holger ofte havde været nær ved at fortvivle, fandt de endelig Madonnabilledet ved den italienske Kyst, som den skjønne Mirza havde beskrevet dem nøie. Med en inderlig Bøn bøiede Holger Barnet ned under Vandet, og det greeb uden Frygt den lysende Steen, som syntes det et kosteligt Legetøi.

Sjæleglad gik Holger tilbage med Barnet og den sælsomme Skat. Endnu den samme Nat gik han eene til en gammel Ruin, kaldte tre Gange paa Fimbul, og den djævelske Spiller stod for ham. Da han saae Stenen lyse i Holgers Haand, syntes hans Forbauselse stor.

Efterat nu Holger for St. Peders Stol havde modtaget Syndstilgivelse og Velsignelse, ilede han glad tilbage i sin Dronnings Arme, og blev fra den Tid af et ganske andet Menneske. Ved et daadfuldt Liv, og med Blikket stadigen henvendt mod den Himmel, han havde været saa nær ved at tabe for evig, søgte han nu paa den værdigste Maade at afsone den Synd, hans Ungdoms Letsindighed havde forledt ham til.

Han blev ogsaa siden næsten et Mønster for Konger, og levede et langt og lykkeligt Liv. Hans Børn havde Alle efter den skjønne Mirza et gyldent Haar blandt de mørkebrune Lokker, og vare Alle overordentligt skjønne og lykkelige i Kjærlighed. Den guldbringende Halvskilling gik ogsaa fra Slægt til Slægt i Holgers talrige Familie, og skal endnu findes hos hans sildigste Efterkommere.

Men Jochum havde troet, det var Synd, at den Onde saa ganske skulde løbe af med de Viises Steen, som han ganske vist troede det var, hans Herre havde fundet i Havet, og da de gamle Tyvenykker endnu ikke saa ganske havde forladt ham, havde han listet sig til at skrabe et Par Sandskorn af Stenen og gjemte dem hos sig som en stor Skat. Han blev virkelig ogsaa i kort Tid saa viis, at hverken hans Herre eller noget andet fornuftigt Menneske kunde forstaae et Ord af hvad han sagde, og dertil saa opblæst og ondskabsfuld, at Ingen kunde omgaaes ham.

Mange Lærde troede nu ogsaa i Jochum at opdage et uhyre philosophisk Hoved, og maaskee havde han blevet en vigtig Person i den menneskelige Culturhistorie og gjort Epoke i Litteraturen som Opfinder af et mageløst philosophisk System. Men en Dag tabte han sine Sandskorn i Stalden, og saasnart de vare kastede paa Møddingen, var Jochums Viisdom forbi og han blev atter den samme lystige og brave Karl, han altid havde været. Men i de følgende Tider skal hine Sandskorn ofte være fundne og tabte igjen, skjøndt vel neppe saa reene, som da Jochum besad dem, og hos adskillige af de nyeste Viislinge vil man paastaae at have sporet deres infernalske og skarnagtige Virkning.

Han saae ud som en Student, og lod ikke til at have travlt med nogen Ting i Verden; men syntes ret beqvemt og velfornøiet at spadsere gjennem den vide Verden, og lade dens brogede Skikkelser tumle sig omkring ham som de vilde, ligesom i et tragikomisk Skuespil, hvorved han selv kun var den rolige Tilskuer.

Da Kjærlingen saae ham, begyndte hun at skrige endnu høiere, og nu raabte hun: Denne her er saa djævleblændt, som nogen ærlig Mand kan forlange; men den er ogsaa en Groschen værd imellem Brødre. Arnold stod endnu med Stokken i Haanden, og tænkte paa hvem den smukke Yngling kunde være; men nu skreg Sælgekonen atter med sin skjærende Stemme: Fra Eventyr og Fortællinger, Synd andet, end give hende Handsel. Han kjøbte Stokken og gik, men hørte længe, hvor Kjærlingen loe efter ham og raabte: Men da han nu betragtede den nøiere, forandrede han snart sin Beslutning; thi paa den elfenbeens Knap, hvor han først troede at have seet et gammelt rynket Qvindeansigt, ikke uligt den vanvittige Kones, som havde solgt ham den, der opdagede han nu det deiligste Pigeansigt, hans Øine nogensinde havde seet.

Han saae nu først, at Knappen forestillede en Sphinx, som smilede hemmelighedsfuldt med det lille fortryllende Ansigt, og holdt Pegefingeren saaledes i Veiret, at den snart syntes at vinke, snart at true eller advare, og uagtet Stokken selv kun var en simpel Tjørnekjep, gav dette fuldendte Konstværk paa Knappen den en Værdie, som ingen Priis syntes ham stor nok til at opveie.

Nu glemte han ganske den hæslige Gamle over det skjønne Billede, han havde i sin Haand, og jo mere han betragtede den lille smilende Sphinx jo hedere blev han om Hjertet, jo stærkere blussede hans Kinder. Saaledes gik han næsten en halv Dag uden at vide hvorhen, til han endelig stødte Panden mod en Træbul og saae sig midt i en stor mørk Skov. Da mærkede han først selv hvorledes han havde det. Plager Fanden dig Arnold! Han brast herover selv i en høi Latter, og holdt først inde, da han hørte sin Latter besvaret i Skoven, og af en Stemme, som han vilde tage for Gjenlyden af sin egen, hvis den ikke just ved sin vrængende Liighed med hans syntes at haane den vildfarne Vandrer.

Da blev han heed om Ørene, men besindede sig strax og skammede sig over sig selv. Det kan dog jo ikke være Andet end Gjenlyden - tænkte han -men Natten falder paa, jeg vilde dog ønske, at jeg vidste hvor jeg var. Eller skulde jeg virkelig være selvanden her i Skoven? Han kom ikke længer i sine Betragtninger, da han virkelig hørte de selvsamme Ord langt borte. Han trak hastig Foden tilbage og saae, der laae en stor Skrubtudse med den hvide spettede Bug iveiret og kravlede. Med en uvilkaarlig Rædsel stødte han Stokken i dens ækle Bug og kastede den langt bort fra sig over de nærmeste Buske.

Men der, hvor den faldt, skinnede Maanen just frem mellem Grenene, og Arnold vidste nu ikke, om han vaagede eller drømte; thi han syntes tydelig, at den gamle Sælgekones Ansigt grinte til ham gjennem Busken i Maaneskinnet og lignede Skrubtudsens spættede Bug.

Han loe atter høit over sig selv; men en umaadelig Latter lød ham i samme Øieblik imøde fra alle Kanter. Nu reiste Haaret sig paa hans Hoved og den kolde Sved sprang ud af hans Pande. Da han kom til sig selv igjen, laae han paa et guldvirket Teppe i et lyst glimrende Ridderslot, og Morgensolen skinnede muntert og livligt ind til ham.

En deilig ung Ridderdame, med stille betydningsfulde Maaneskins-Øine og lange brune Lokker over den elfenbeenshvide Hals, stod ved hans Leie og betragtede ham med et ubeskriveligt gaadefuldt Smiil, da han slog Øinene op. Er den herlige Middelalder opstaaet af Graven? Den er meget vildsom og farlig at gjennemvandre i Mørke, og jeg fandt Dem nedstyrtet af en steil Fjeldskraaning tæt her ved Slottet, da jeg imorges var ude og saae Solen staae op.

Den Stok, De drømmer om, og hvorpaa De formodentlig har opdaget et Ansigt, som ligner mig, see den staaer her ved deres Side. Hvorledes den er kommet i deres Haand, veed jeg ikke; men den har tilhørt mig tilforn og er et Værk af den lille Floristan, som ofte finder sin Fornøielse i at afbilde mig i saadanne sælsomme Skikkelser.

Dersom De nu ikke er en overmenneskelig Fee, ædle Ridderdame, men virkelig Grevinde Cordula og et levende Menneske som jeg, saa haaber jeg, De tilgiver mig en Sindsforvirring, som deres skjønne Aasyn eene og aleene er Skyld i.

Vær min Gjæst her saalænge De vil, og tag Deel i mine Sommerglæder, saalænge det behager Dem her i mit lille afsides Paradiis. Et lille udvalgt Billedgallerie og en sjelden Samling af gamle Haandskrifter maa underholde Dem naar jeg ikke er tilstede. Et sagte, næsten umærkeligt Tryk af Grevindens lille Elfenbeenshaand, ledsaget af et blufærdigt ahnelsesfuldt Blik, satte nu Arnold i en sød men sælsom Stemning og gjorde ham til det lykkeligste Menneske i Verden.

Han fortalte hende derpaa med faa Ord sit hele Levnetsløb, hvoraf Historien med Stokken syntes ham det eeneste Mærkværdige, og hans nærværende Lyksalighed, i den skjønne Grevindes Feeslot og i Glandsen af hendes stille fortryllende Maaneskinsøine, var ligesom det Brændpunkt, hvori alle Himmelstraalerne af hans hele Tilværelse samlede sig og gjennemglødede hans inderste Væsen.

Der forekom det ham som i et velbekjendt vidunderligt Landskab, han som Barn engang havde seet, hvor en Ridder gik med sin Dame paa en eensom skovbegroet Fjeldstie, mens det gamle gothiske Ridderslot speilede sig i en stille, klar Søe, og en vild brusende Fjeldstrøm skummede hen mellem mosbegroede Klipper i den dunkle Baggrund Ofte havde han ønsket sig i det elskende Pars Sted, midt inde i det herlige Landskab, istedetfor, som Adam efter Faldet, at staae udenfor sit Paradiis som Tilskuer og kige ind i den forsvundne Herlighed.

Fra Lund og Hauge gik han tilbage til Slottet med den skjønne Grevinde, og saae nu Billedgalleriet, hvor de elskeligste og forunderligste Syner henrev ham fra Billede til Billede. Dog Intet af Alt, hvad han her saae, fortryllede ham saameget, som den skjønne Grevindes Aasyn, som ved Beskrivelsen over de meest udmærkede Billeder, langt overgik selv de herligste Afbildninger af qvindelig Skjønhed, og udtrykte et Liv og en Begeistring over det Skjønne og Herlige, der ligesom forklarende antændte Arnold, og aabnede hans Øie for hvad han aldrig før havde drømt om.

Hvad de længst dvælede ved, vare visse sælsomme Billeder, hvori en overnaturlig, underfuld Fantasieverden blandede sig, vild og barrok, i det virkeligste spidsborgerligste Hverdagsliv, og i den besynderligste Contrast, syntes at ville udtale de høieste Ideer i en forvirret Blanding af Skjønhed og Carrikatur. Imidlertid satte han sig ned og gjennembladede mangfoldige Bøger og Haandskrifter, uden at vide et Ord af hvad han læste.

Det eeneste han med Bevidsthed dvælede ved, var de trohjertige Træsnit paa de gamle Bøger og de smukke glimrende Vignetter paa Haandskrifterne. Tilsidst faldt der ham en Bog i Haanden, som ved det nye Bind og det nymodens Snit stak underlig af blandt de andre.

Det var »der goldene Topf« af Hoffmann; jo længer han læste i den, jo opmærksommere blev han, og syntes tilsidst, at det var noget af hans eget Liv og Levnet, han læste.

Hvordan hænger det sammen - tænkte han - du skulde dog vel aldrig selv være Studenten Anselmus? Du skulde dog vel aldrig være »em Phantasiestück in Callott's Manier« Længer kom han ikke i disse gale Tanker, da Grevinden traadte ind paany, og han snart igjen ved Synet af hende glemte Alt, hvad han nylig havde læst, og som nær havde bragt ham til at drage sin Originalitet, som et levende Menneske, i Tvivl.

Det er nok jeg har prostituert mig eengang -tænkte han - og har holdt den skjønne Grevinde for en Stokkeknap; hvor kan man dog faae slige fordømte Griller. Arnold var atter det lykkeligste Menneske i Verden, og Timerne fløi for ham som Øieblikke i glad Begeistring og den første Kjærligheds ahnelsesfulde Glæde.

Saaledes forsvandt tre Dage for ham, som en elskelig men flygtig Sommernatsdrøm. Den fjerde Dags Morgen hørte han med Forskrækkelse at Grevinden var syg, og det var strængelig forbudet Tjenerne at indlade Nogen til hende. Den forelskede Arnold blev saare bestyrtet over dette Budskab, og en hemmelig Mistanke opstod i det samme i hans Sjæl, idet han erindrede sig Eventyret om den skjønne Melusina, som paa visse Tider var en Slange, og lukkede sig inde naar hendes Forvandlingstid kom.

Frygten for noget Lignende her, hvor ogsaa Alting syntes ham saa vidunderligt, som paa et underfuldt Feeslot, satte ham i saa forvirret en Tilstand, at han glemte alle Høflighedsformer og at han her kun var Gjæst. Han stødte Tjenerne voldsomt tilside og trængte lige ind i Grevindens hemmeligste Kammer. Hun var bleg som et elfenbeens Billede, og hvilede med Brystet paa den venstre Arm, mens hun hævede den høire Pegefinger og sagde med et gaadefuldt Smil: Hvo er du, og Hvo er jeg?

Da var det, som en pludselig Rædsel betog Arnold baade Sands og Samling. Stuen løb rundt med ham, og hvor han vendte sig hen, saae han den skjønne blege Sphinx, som spurgte: Eller skulde du virkelig være til? Grevinde Cordula - var det ikke saa jeg drømte hun heed? Jeg vil dog spørge mig for hos forstandige Folk, om der er saadant et Menneske til i Verden. Et Elskovsbarn er jeg jo, forladt af Fader og Moder, før jeg vidste mit Navn.

Jeg kan spørge hele Verden, Hvo er jeg? Maaskee er jeg en Fyrstesøn, maaskee gaaer jeg her som en forvandlet Prinds i et Eventyr, og der behøves kun et Ord til at løse Fortryllelsen og give mig en deilig Prinsesse til Brud og et Kongerige til Arv og Eie. Phantasien løber sur nok med mig, og jeg teer mig saa galt i Alt hvad jeg foretager mig, at jeg næsten skulde troe, jeg var Digter. Jeg maa prøve derpaa; jeg vil see om jeg kan skrive et Digt eller et Eventyr.

Mit eget Livs Eventyr maa det være, og om denne min Stok maa det handle, om min skjønne Sphinx, vil jeg sige, om Grevinde Cordula og hendes fortryllede Slot og om mig selv og Hvo jeg er - ja Hvo jeg er, og Hvo du er, skjønne Ubegribelige!

Saaledes talede han fort med sig selv, til han kom til næste Stad. Der leiede han sig et eenligt Tagkammer, og begyndte at skrive paa sit Eventyr. Men jo længer han skrev, jo mere syntes det ham, at være sandt og virkeligt Alt hvad han skrev, og hvad han dog først selv troede var Digt. For ikke at gaae reent fra sin Forstand, maatte han hvert Øieblik afbryde og løbe ud i den fri Luft, for ved Synet af den virkelige Verden at komme ud af et Drømmeland, hvis Tryllerie berøvede ham al aandelig Frihed og rev ham hen i en Strøm af de besynderligste Forestillinger og Følelser.

Men Hvo er jeg da? Han erindrede sig da hvad han saa ofte havde hørt og selv udleet som en urimelig Overtroe, at der var Mennesker til, som gik dobbelt, som kunde sees paa flere Steder paa eengang, ja endogsaa see sig selv, og at et saadant Selvsyn altid var et vist Forbud paa Døden.

Naar han efter saadanne Tanker kom hjem, gruede han næsten for at træde ind i sit eget Kammer, af Frygt for at see sig selv sidde ved Skriverbordet og skrive Forsættelsen af hans Eventyr. Men saasnart han blev sig Saadant bevidst, bluedes han over sig selv, og loe ofte høit i Eenrum over slige daarlige Griller. Verten, som ofte hørte, at der blev talt høit paa hans Kammer og leet, skjøndt der aldrig kom Nogen til ham, vidste i Førstningen ikke hvad han skulde troe om den besynderlige Fremmede; men saasnart han ved en lille Huusundersøgelse havde gjennembladet hans Papirer, og udfundet, at han udentvivl maatte være en Art Digter, eller saadant noget; saa fandt han Intet mere besynderligt i hvad han saa foretog sig; thi det Slags Folk antog han altid havde en Skrue løs.

En Morgen, det var just St. Hans Dag, stod Arnold i sit Tagkammervindue og tænkte paa sit Eventyr. Det var et deiligt Sommerveir og han saae mangfoldige pyntede Herrer og Damer strømme ud af Stadsporten, for at fornøie sig ved Kilden i den nærliggende Lystskov.

Han saae de fornemme Junkere, og de rige Groserersønner tumle deres lystige Gangere og hilse Damerne i de rullende Phaetonner og Vienervogne, mens de sprengte forbi, og han beklagede kun, at han ikke ogsaa var riig, og havde en prægtig Hest at ride paa. Det syntes ham ret en kostelig Glæde, saaledes at fare forbi den eene Skjønhed efter den anden, og glæde sig over en venlig Hilsen i Forbifarende, mens man ilede andre maaskee endnu skjønnere Syner og Hændelser imøde.

Hvergang jeg da saae en Vogn med pyntede Damer langt borte, vilde jeg spore min Ganger - sagde han ved sig selv - og maaskee tænke: Men det er sandt, det er jo Drøm og Eventyr Altsammen.

Dog Hvo kan vide sin Lykke - tænkte han videre - kan jeg ikke ride, saa kan jeg jo gaae. Derpaa tog han Hat og Stok, og gik ud af Porten. Men Lysten til at ride kunde han slet ikke faae ud af sit Hoved, og han tænkte ved sig selv: Hvo der dog nu var et Barn, saa kunde man ride, naar man vilde, paa den første den bedste Kjep, og have ligesaa stor Fornøielse deraf, som siden paa den deiligste Hest i Verden, og naar man troer, man rider, saa rider man jo dog igrunden i Aand og i Sandhed, om ogsaa hele den prosaiske Verden bander paa, man gaaer.

Han fordybede sig saa ganske i disse Tanker, at han tilsidst, uden at mærke det, begyndte at ride til Hest paa sin Stok langs ad Landeveien, og da de Forbigaaendes Latter gjorde ham opmærksom paa hans barnagtige Foretagende, blev han ganske skamfuld og vilde tage Stokken i Haanden som før; men mærkede idetsamme, til sin store Forundring, at han greb i et levende Hesteøre, og at han virkelig reed paa en prægtig sneehvid Ganger, der tumlede saa lystig afsted med ham, som han fløi.

Nu loe han selv over sin forrige Indbildning, at han kun havde redet paa en Kjep; men hvorfra han havde faaet den deilige Ganger var ham ubegribeligt. Ligemcget -tænkte han tilsidst, efterat han forgjæves havde anstrængt hele sin Tænkekraft - nu rider jeg jo dog, og det var det jo, jeg ønskede; nu vil jeg ikke fordærve mig Fornøielsen, ved at tænke længer paa hvordan det er muligt - ab esse ad posse valet conseqventia - Hop! Han reed forbi mange smukke Damer, som han før havde seet, og hilste dem paa det ziirligste.

Han hilsede ogsaa sin Huusvert, som gik langsomt med et Par andre Spitsborgere til Vertshuset, og ikke noksom kunde forundre sig over, hvor den fattige Poet kunde føre sig saa prægtigt op. Nu saae Arnold langt borte en herlig forgyldt Vogn, næsten af Skikkelse som en romersk Triumfvogn, og hvori der sad en eenlig Dame. Dersom det nu var den skjønne Grevinde Cordula - tænkte han og gav Hesten af Sporerne. Jo nærmere han kom Vognen, jo vissere syntes det ham, at det ingen Anden kunde være end hende, og da han endelig kom ved Siden af Vognen, saae han til sin store Henrykkelse, at han ikke bedrog sig: Siden jeg har seet Dem, veed jeg hverken om jeg vaager eller drømmer, og de naturligste Ting af Verden forekomme mig ofte overnaturlige og ubegribelige.

Skulde De vel troe det, skjønne Grevinde! Jeg har ogsaa havt den taabelige Indbildning - blev han ved - at holde Deres Naade selv og mit sidste behagelige Ophold paa deres Slot for en Drøm og et Eventyr; og selv nu, da den huldsaligste Nærværelse overtyder mig om min Lykke, er det ligesom en hemmelig Frygt foruroliger mig og at ogsaa dette kunde være et Slags Drøm.

Han fik ikke Tid til at yttre sin Forundring herover; thi Grevinden tog ham fortrolig under Armen og sagde med sin kjærligt tonende Stemme: Rødmende hævede den Skjønne ham op i sine deilige Arme og sagde efter en betydningsfuld Taushed, med et alvorligt prøvende Blik: Dersom du nu ikke vil tabe mig for evig, og dig selv med mig, saa følg herefter kun dit Hjerte iblinde, og slaae ikke Lyksaligheden ihjel, for at see hvoraf den bestaaer.

Imorgen skal han male mig dit Aasyn, - føiede hun til med et Suk - at jeg dog kan have dit Billede tilbage, hvis du atter faaer isinde at tvivle paa mig og forlade mig. Det var allerede Aften; Maanen skinnede nu just frem mellem Buskene, og ligesom forklarede den skjønne Cordulas Aasyn, idet hun med et sødt vemodigt Smiil svævede let ved Arnolds Side gjennem Skoven.

Seer du ikke hvor vi ere? Det er Floristans Værk, han vil overraske os, seer jeg, med en lystig fantastisk Sommernatsfest. Nu saae Arnold først den glimrende Ridderborg, der lyste som et underfuldt Feeslot gjennem den dunkle Skov. I Luften flammede tusinde sælsomme Lys, og lange dybe Valhorntoner klang vemodigt og ahnelsesfuldt i det Fjerne. Efterhaanden forstummede de vemodige Toner og en glædelig Musik af Skalmeier og landlige Fløiter tonede de Elskende imøde.

Det var et forunderligt Syn, at see de dunkle Skikkelser dandse i Mørket rned de flammende Fakler, som de svang i Luften og mod Træerne mens de sang, og Musikken gjorde saa henrivende en Virkning paa den forelskede Arnold, at han ogsaa tog en Fakkel i sin Haand, svang den lystig i Luften, og dandsede med Grevinden i Armen gjennem Skoven blandt den muntre Skare.

Da de kom til Slottet, var der stort Selskab, men af maskerede Personer, som i de besynderligste Masker og Dragter, i en broget Vrimmel ilede de Kommende imøde og hilsede dem venligt under Trompeternes Klang. I en glad men sælsom Stemning tumlede Arnold, med den skjønne Cordula i Armen, hen i den store gothiske Riddersal midt i den ubekjendte formummede Skare, og det var ham ligesom han nu oplevede en velbekjendt Scene af et schakspearisk Skuespil: Dandsen holdt op - og Cordulas søde Stemme vakte Arnold af de tragiske Drømme.

Man forføiede sig nu til Slotshaugen, for at see paa Fyrværkeriet, som fra Bredden af en lille Øe, midt i en stille speilklar Søe, tog sig forunderlig deiligt ud. Men hvad der glædede Arnold meest af Alt, hvad han her saae, var en høi skjøn Bygning, i Form af et prægtigt Høialter, besat med en utallig Mængde Stjerner af de skjønneste Regnbuefarver, og med to store hundredarmede Lysestager, hvori de høie hvide Voxlys brændte klart og stille i den rolige Aftenluft.

En gammel ærværdig Mand i geistlig Ordensdragt knælede ved Alteret og bad, og ved hans Side stod en skjøn smilende Chordreng, med et gyldent Røgelsekar i Haanden, i hvem han syntes at gjenkende Floristans Træk, men i et yngre barnligere Aasyn.

Med et kjærlighedsfuldt Blik rakte Cordula ham Haanden og fulgte ham taus til Alteret. Ved Faklernes Skin, og under høitidelige Sange, knælede det skjønne Brudepar for det straalende Høialter. Men i det Øieblik den Geistlige vilde lægge deres Hænder i hverandre og udsige de sidste afgjørende Ord, syntes Arnold at høre en Stemme ved Siden af sig, som sagde: Endelig hørte han en Stemme, som neden under sig, sige i en ligegyldig Tone: Min Husbond siger rigtig nok, at han har seet Dem til Hest i Formiddags paa Veien til Skoven; men han maa have seet feil og taget en Anden for Dem; thi De har jo ingen Ridehest veed jeg, og har jo desuden siddet hjemme hele Dagen og skrevet.

Det var underligt - tænkte Arnold - har jeg da været to Steder paa eengang? Han tændte Lys og gik til sit Skriverbord, der saae han med Forundring det hele Eventyr skrevet med sin egen Haand; paa den sidste Side var Blækket endnu vaadt, og han tvivlede nu ikke paa, at han jo selv havde opdigtet det Altsammen, og havde saa levende sat sig ind i sit Eventyr, at det tilsidst var syntes ham virkeligt Eller har mit andet Jeg maaskee været her og skrevet - vedblev han - mens jeg selv har været ude og oplevet Alt hvad her staaer?

Jeg kan ikke længer blive klog paa mig selv - er jeg En eller To? Under saadanne Tanker lagde han sig endelig til Hvile, og drømte hele Natten fort om den skjønne Cordula. Han syntes, at hun gik i den mørke Hauge ved Søen og ledte om ham og græd, og bebreidede ham hans Vantro og Mistillid. Hvo er du og Hvo er jeg? Da han slog Øinene op, stod der et ungt Menneske ved hans Seng, i hvem han ufeilbarlig troede at gjenkjende Pagen Floristan.

Tag ikke ilde op - vedblev han -jeg er endnu ikke rigtig vaagen, som De mærker. Hvem er den Grevinde - eller Prindsesse vil jeg sige, som De taler om? Jeg ønsker ikke heller, at see det skilt fra min Person, eller med andre Ord, min Herre, jeg ønsker ikke at see mig selv, det skee paa hvad Maade det vil, jeg mener naturligviis ved Penslen - Jeg har al Respekt for Konsten; men jeg har saa mine Aarsager derfor, det er en Grille, som De maa holde mig tilgode - Jeg mener, man kan have Ulykke nok med sig selv, baade som Subject og Object, naar man vaager og naar man drømmer, see, det er allerede to Væsner og to Tilværelser; blev man nu ovenikjøbet malet, saa blev man jo tre jeg haaber De ikke misforstaaer min Mening, og holder mig for en Fantast eller Sværmer -jeg skjøtter kun ikke om at males mener jeg.

Med disse Ord var han ude af Døren, og inden Arnold fik kastet nogle Klæder paa sig, for at indhente ham, var han ganske forsvundet og ingensteds at opspørge. Det var atter en besynderlig Casus - tænkte Arnold - det vil jeg dog ogsaa tilføie i mit Eventyr. Neppe havde han begyndt at skrive, førend hans Huusvert kom ind til ham, og var imod Sædvane saa høflig og ærbødig, at han neppe syntes at vide, med hvad Ærestittel han skulde benævne sin Tagkammergjæst, som han baade kaldte Excellence og Høihed.

Herr Vert - spurgte Arnold forundret - har De maaskee drømt inat, at jeg var en forvandlet Prinds, og venter, at jeg idag skal krybe ud af Skindet og faae Prindsessen og det halve Rige? Og saae jeg Dem ikke selv igaar paa Fyrstens Livhengst, som Ingen ellers rider uden han selv -og hvo kunde saa fortrolig hilse og tale med vor tilkommende Fyrstinde, Fyrstens kjødelige Broderdatter, den skjønne Prindsesse Goldini, uden en Prinds af Blodet?

Kommer nu Raden til de Andre, at være gale? Man har dog hørt saa galt før, og jeg har altid havt en Ahnelse om, at der engang maatte blive noget Stort af mig; men paa den Maade havde jeg rigtig nok ikke troet det. Bedre var det dog, om jeg var noget dygtigt selv, end om jeg nu kom til at gjelde for noget Glimrende i Verden. Ak, var hun dog kun virkelig til! Nu bankede det paa Døren; en Ubekjendt traadte ind, rakte Arnold et Brev og gik. Han aabnede Brevet og læste: Hvilken Advarsel - tænkte han forundret - Hvo forfølger mig og Hvo advarer mig?

Derpaa satte han sig til Skriverbordet. En Time var neppe forløben, førend Døren foer op, og en Officier traadte ind, med en dragen Sabel i Haanden, og foreviste ham en Kabinetsordre, som befalede ham, ufortøvet at adlyde.

Her hjalp ingen Indvendinger; han maatte strax følge med, og fik neppe Tid til at tage sine Papirer i Lommen. En lukt Vogn holdt for Døren og i et Øieblik var han ude af Stadsporten.

Der sad han nu i et Hjørne af Kareten og overveiede sin underlige Skjæbne. Maaskee min Vert dog havde Ret - tænkte han - hvem uden en fyrstelig Person gjør man saadanne Ophævelser for? Han gjorde allerede Mine til at ville afvæbne Officieren, som sad ligefor ham i Vognen, med den dragne Sabel i Haanden; men da denne mærkede sin Fanges Hensigt, slog han Skaadet fra Vinduet, og Arnold saae nu, at Vognen var omringet af bevæbnede Ryttere, og at Modstand altsaa var forgjæves.

Derfor bringer jeg Dem til den øde Grændsefæstning, min Herre! Dersom De virkelig er den Person, enkelte Sværmere holde Dem for, saa hører De netop hjemme der; thi der opgav den høie salig Herre sin urolige Aand, og der skal De, som hans tro Gjenfærd, have Lov til at spøge deres Livstid.

Jeg har altid før klaget over, at der var formegen Forstand i Verden, og at det var Poesiens Død; nu har jeg da endelig faaet det, som jeg vilde, og dersom der nu ikke bliver en ordentlig Digter af mig, skulde jeg skee en Ulykke.

Efterat Arnold havde kjørt Nat og Dag uden Ophør, holdt Vognen endelig stille, og han saae sig nu henført til en øde vild Egn, rundt omgivet af Taager og nøgne Klipper.

Inderst mellem Klipperne ragede et gothisk Fangetaarn i Veiret, som paa alle Sider var omgivet af en steil Klippemuur og dybe uoverstigelige Grave. Skal jeg her indmures paa Livstid? Man førte ham over en Vindebro og gjennem tre store Jernporte. Da den sidste Port smeldede i Laas efter ham, blev et Skud løsnet paa den anden Side af Porten og han hørte noget efter Vognen rulle bort.

Han saae sig nu eene i en snever mørk Forgaard, ligeover for det skumle Fangetaarn, hvorfra en gammel graaskjægget Mand kom ham langsomt imøde, med en Lygte i den ene Haand og en spændt Pistol i den anden.

Det har dog vel altsaa kun været en forhexet Drøm, at jeg stak Jer ihjel her for fem Aar siden med min Brødkniv« Under denne besynderlige Samtale fulgte Arnold med Gubben ind i Taarnet, som havde mere Lighed med en Hule for vilde Dyr, end med en menneskelig Bolig.

Da han havde faaet Noget at styrke sig paa, medens den gamle Fangefoged bestandig betragtede ham med et mistænkeligt Blik, forlangte han at komme til Hvile. Den Gamle tog Lampen fra Bordet og bad ham følge sig.

Hvergang Arnold tog et langt Skridt, saae den Gamle sig urolig tilbage, som vidste han endnu ikke Andet, end det var en Aand, der gik bag efter ham, gjennem de lange dunkle Taarngange; undertiden stod han ogsaa stille og sagde med truende Stemme: Endelig kom de til en stor hvælvet Sal, med stærke Jerngittre for Vinduerne. Der stod et Bord med Skrivertøi, en gammel forgyldt Stol uden Ryg, og en Seng med røde Damaskes Gardiner, Alt saaledes henstillet, som om et Menneske nylig var gaaet derfra; men det tykke Støv paa Stol, Bord og Gardiner, viste noksom, at Værelset længe maatte have staaet saaledes øde.

See, der kan I endnu see Blodet paa Lagenet; det maa dog altsaa kun have været Næseblod eller Rust - det gaaer nok af i Vadsken - Godnat! Han har dog sikkerlig myrdet et Menneske her engang, og troer nu i sit Galskab, at det var mig; hvad sikkrer mig for, at han ikke kommer og gjør ligesaa ved mig, naar jeg er faldet i Søvn. Jeg vil sætte Bordet for Døren, saa kan han dog ikke komme ind, uden at jeg vaagner ved Larmen.

Da Bordet var flyttet, tog han det ene Lys og besaae sit Fængsel nøie. Det var en stor skummel Hvælving, og havde kun den eeneste Indgang. Paa Vægene saae han hist og her indridset Skrift; han holdt Lyset til og studsede; thi det var ligesom han her saae sin egen Haandskrift, og hvad han læste, var Steder af Machbeth, som han selv kunde udenad, og som ofte faldt ham ind naar han var eene.

Der stod ogsaa enkelte Bibelsprog, og Navnet Goldini stødte han ofte paa; men efter det fulgte gjerne en frygtelig Forbandelse af det gamle Testamente. Goldini - tænkte han - det Navn har jeg jo ogsaa hørt før; det unge Menneske, som tegnede mig igaar, kaldte sig jo Prindsesse Goldinis Page. Men nu er jeg jo midt inde i mit Eventyr igjen. Saameget er da vist - vedblev han ærgerlig og holdt sig selv i begge Øren - jeg, Candidatus Philosophiæ Arnold, er Statsfange her, og man holder mig for en Prinds, som efter al Sandsynlighed er myrdet her i denne Stue af den forrykte Fangefoged, og paa Prindsesse Goldinis Befaling.

Jeg vil dog optegne, hvad jeg kan udfinde, der er Mening i, af alt dette Virvar, at jeg ikke imorgen igjen skal blande mine Drømme dermed, og være ligesaa gal, som igaar, og iforgaars, og alle de andre Dage.

Han tog nu sine Papirer frem og begyndte at skrive; men det var paa Eventyret igjen, og jo længer han skrev, jo underligere blev det for ham; det var ligesom Pennen løb af sig selv, mens han hengav sig til de forunderligste Forestillinger, om den ulykkelige Prinds, som her engang var myrdet - om den dæmoniske Prindsesse Goldini og om den skjønne Cordula, som snart syntes ham en deilig Fee, der gik med ham til et Altar af Stjerner, i en dunkel underfuld Have; snart syntes det ham igjen, hun var en kold Marmorsphinx, som spurgte med gaadefuld Stemme: Udmattet af disse Forestillinger, kastede han sig paa Sengen for at hvile; men lod Lysene brænde; thi han ventede ikke at kunne sove.

Henimod Midnat slumrede han dog ind et Øieblik, men vaktes strax efter af en susende Lyd og en kold Gysen foer over ham. Han slog Øinene op, og alle sex Lys vare sluktc. Nu erindrede han sig at have seet et lidet Hul paa en af Ruderne bag Gitteret, og trøstede sig med, at maaskee et Vindpust derigjennem havde slukket Lysene; skjøndt der var liden Sandsynlighed for i den Afstand, og han heller ikke fornam mindste Trækvind Han forsøgte at slumre igjen; men nu faldt det blodige Lagen ham ind, og det var ligesom Blodet blev vaadt og varmt under ham, og fyldte hele Sengen med en brændende Strøm.

Han foer forfærdet i Veiret, rev Lagenet tilside, og den gruelige Fornemmelse var forsvundet. Nu skinnede Maanen klart gjennem Vinduesgitteret; han saae hen mod Døren, for at see, om den var lukket.

Bordet stod endnu for den som før; men hans Forfærdelse var grændseløs, da han i Stolen saae et Menneske sidde med Ryggen imod Sengen og skrive. Er det den gale Fangefoged? Forgjæves vilde han spørge: Det var ligesom en usynlig Haand holdt ham for Munden, og som det Spørgsmaal maatte koste hans Liv.

Forgjæves søgte han at reise sig; han kunde hverken røre Haand eller Fod Nu hævede den sælsomme Skikkelse sig fra Stolen, traadte et Skridt nærmere mod Sengen, og gav Arnold et betydende Vink, mens han pegede paa en hvid Rose i Panelet.

Da han slog Øinene op, saae han Bordet omvæltet, og den gale Fangefoged stod ved hans Seng, med en gammel rusten Kniv i Haanden. Solen kastede just sine første Straaler ind i den dunkle Hvælving, og Arnold saae nu ret nøie den Gamles fortrukne Ansigt Han er dog galere end jeg - tænkte han -og skal Nogen af os regjere her, saa tilkommer det mig, som den Klogeste.

Da den Gamle fik Øinene op og saae, han var bundet, og at Nøglerne med Kniven var i Arnolds Haand, satte han sig ganske sagtmodig ned, og sagde med et underligt Nik: I havde beholdt eders unge Liv, og jeg mine gamle Hænder rene.

Arnold lod den Gamle sidde, og eftertænkte denne Nats besynderlige Hændelser. Han bemærkede nu først et stort Speil, som hang paa Vægen, skraas over for hans Seng, og han begyndte at troe, det Syn, han havde seet om Natten, kun var hans eget Billede i Speilet; thi nu saae han, at han virkelig baade var bleg og blodig, og havde nok stødt sin Pande i Mørket mod Sengestolpen.

Han tog sine Papirer i Haanden, og saae nu Alt det skrevet med sin egen Haand, som han siden igaar havde drømt eller tænkt, eller virkelig troet at fornemme. Nu vel - tænkte han - saadan maa det altsaa være, naar man er Digter; mit Eventyr gaaer rask fra Haanden, og naar det kun ikke gjør mig reent gal, inden det faaer Ende, saa vil jeg med alt dette prise mig ret lyksalig.

Af ham faaer jeg nok aldrig et fornuftigt Ord, tænkte Arnold, og besluttede nu, selv at undersøge det mistænkelige Slot. Han laasede Døren efter sig for den forrykte Gamle, og gik med Nøgleknippet og Kniven i Haanden gjennem de lange mørke Gange. Jeg har ikke noget specielt spørgsmål eller noget, for jeg er helt klar over hvad jeg har gang i, og jeg ved godt hvor meget det kan ødelægge hvis det nogensinde kommer ud, men det føltes bare godt at komme ud med det..

Tak for dit brev, hvor du fortæller om din stormende forelskelse i din lærer. Du skriver til slut, at du egentlig ikke vil spørge om noget, men at det føltes godt at komme ud med det Og det kan jeg virkelig godt forstå, at du har brug for.

Jeg kan forestille mig, at det må være svært at gå alene med sådan en stor hemmelighed, som du godt er klar over vil få vidtrækkende konsekvenser, hvis den bliver afsløret. Jeg ved godt, du ikke har bedt BørneBrevkassen om et egentlig svar, men jeg har nu alligevel lyst til at skrive til dig, hvilke tanker jeg gør mig, efter at have læst dit brev. Det håber jeg er i orden, så kan du jo se, om du kan bruge dem til noget i dine overvejelser.

Først og fremmest, så er der jo ikke noget underligt i, at du bliver forelsket i din lærer. Det ved jeg, at rigtig mange unge oplever at blive på et tidspunkt i deres liv. Men typisk bliver det jo bare ved tanken, så på den måde er din situation anderledes. Du skriver i brevet, at du godt ved, det ikke er lovligt for dig, at have sex med ham, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk er det sådan, at det er ulovligt for ham, at have et forhold til dig.

Det er det af to årsager. Dels fordi du er under den seksuelle lavalder og han er voksen. Dels fordi han har et særligt betroet ansvar for dig, fordi han er din lærer. Det betyder faktisk, at I i følge loven slet ikke må være kærester, før du er fyldt 18 år. Grunden til at den lov er lavet er bl. Jeg kan godt høre, at din lærer ikke har presset dig, men jeg kan alligevel godt være bekymret for, om ikke den store aldersforskel betyder at magtbalancen i jeres forhold bliver skæv Det kan være rigtig svært at sige fra over for nogen, som er så meget ældre og mere erfaren end en selv og som oven i købet har ansvaret for en i skoletiden.

Måske ikke så meget i starten hvor forelskelsen gør, at der ikke er nogen konflikter. Men senere hen kunne jeg godt frygte, at det vil få betydning. Det sætter nemlig dig i en urimelig svær situation, når du nu skal gå og holde det hemmeligt for hele din verden, at du har et forhold til ham.

Måske vil det endda betyde, at du skal lyve for dine forældre og dine venner, hvilket jo aldrig er rart. Hvis jeres forhold ikke holder, kan det også gå hen og blive rigtig ubehageligt, når I går op og ned af hinanden i skoletiden. Og derudover er der hele omverdenens reaktioner, der kan blive meget overvældende Jeg håber ikke, du opfatter min brev, som en lang moralprædiken, for det har ikke været min hensigt.

Som jeg var inde på i starten, så tror jeg, det ville være en god ide, hvis ikke du var nødt til at gå alene med alle de her tanker. Måske er det helt udelukket, men jeg vil alligevel opfordre dig til at tænke over, om der mon ikke var en person, som du kunne betro dig til, så du kunne dele din hemmelighed med nogen Ellers er du også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på og snakke anonymt med en af rådgiverne om det.

Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen. Han er en klam pedophil og ingen på 13 ser ud som en på 20 han siger det bare så du ikke melder ham og han kan havde sex med dig. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ik det er en god idé med sådan et forhold da alting kan gå helt glat som årig er det normalt at skifte forhold en gang imellem jeg har for eksempel lige slået op med min kæreste.

Voksne mænd er ik vant til at folk bare kommer og går og, hvis han har et lidt stort temperament kan det godt gå galt Det er selvfølgelig dig selv der styre dit forhold, men tænk over det Alt held og lykke til dig knus Liva.

Du er stadigt teenager og kan hurtigt blivet grebet med, men det er dit liv og hvis du vil forsætte så gør det! Hej, Jeg er en pige på 13 og da jeg var 11 havde vi en vikar der var Vi fik et meget tæt forhold til hinanden og var faktisk også en slags små kærester Jeg forstår dig virkelig godt. Og ja, det kan gost lyyyyde klamt for jer andre, men der er ikke noget der gør mere ondt end når folk dømmer en for det, fordi det er virkelig ikke noget man selv kan gøre for.

Men vi gik ture i skoven og jeg prøvede at holde det hemmeligt, men det var for svært ikke nogen opfordring til at gøre det, fordi det kan ende med at gøre mere ondt Det her endte med at han mistede sit job og jeg blev mobbet og bliver det stadig i dag, så et råd herfra, der kommer virkelig ikke noget godt ud af det andet end at du skader dig selv Jeg ved godt at det er svært når ens mor og far rejser meget det gør mine også, jah og så er de også skilt men kunne det måske være fordi du mangler lidt fra dem og så fordi han giver dig den tryghed, opmærksomhed, kærlighed osv.

Som de måske ikke helt når at give, føler du at du har brug for ham og at du elsker ham, fordi sådan havde jeg det også bag efter Nu har jeg så mistet kontakten med ham, men har så fået en kæreste der stadig er ældre end mig, men dog lidt tættere på min alder Jeg håber virkelig for dig at du tænker dig om, fordi hvis det her går galt så, er det ikke kun for ham, men også for dig Bare lov mig at du passer på dig selv og Lytter til hvad din krop fortæller dig, for hvis du får den mindste tanke om at det følels forkert eller ubehageligt, sig det til ham og tænk over om han er det værd søde Ja tak, jeg vil gerne modtage e-mails fra BørneTelefonen når min kommentar er vist og besvaret.

Rådgivning til unge ml år om seksuelle spørgsmål og problemer, prævention, sexsygdomme, graviditet, nødprævention, abort m. Jeg har nogle problemer i min klasse. Det er en super klasse, med en masse fede personer, men der er også bare nogle ikke så fede personer. Det hele startede med at jeg fik en kæreste som ikke gik på min skole. Vi offenlige gjorde det staves? Jeg har selv en kæreste der har meget travlt for tiden, og vi blev enig om ikke at skrive til hinanden i et stykke tid.

Det var pga hans eksamener Jeg synes du skal spørge hende. I behøver jo ikke at være sammen hele tiden, men en gang i mellem når i begge har tid. Du skal ikke være bekymret. Bare være selv og sig til ham at du kan lide ham.

Der er en masse piger i total fornægtelse over hvad det er de laver på siden. De er alle kun til korte sexmøder for kontanter og har totalt misforstået konceptet. De burde hedde ProstitutesInDenial. Ydermere er der meget lidt udvalg og måned efter måned er det de samme profiler der huserer. Jeg meldte mig ind på siden af ren nysgerrighed — der har været en del om sugardating i medierne på det sidste.

Lige fra starten fik jeg mange henvendelser fra mændende på siden, nogle rigtig spændende, andre mindre tiltalende. Jeg modtog et par stødende beskeder, men kunne så heldigvis let blokere de brugere, som jeg ikke ville høre mere fra.

Jeg er ikke mødtes med nogle sugardaddys endnu, men har nogle lovende samtaler kørende. Jeg oprettede en profil på deres site og uploadede et profilbillede som jeg var tvunget til, men dette blev afvist med den begrundelse af at det fandtes på nettet i forvejen.

Selvfølgelig findes det på nettet i forvejen. Jeg bruger det alle steder hvor jeg opretter en profil. Så nu mistede de et kvindeligt medlem og jeg kan se at en masse mænd har skrevet til mig uden at jeg kan svare en eneste af dem.

Jeg oprettede en profil på sugardaters og efter at have kigget lidt rundt besluttede jeg mig for at betale kroner for 4 ugers medlemskab. Håbefuld gik jeg i gang med at skrive til de forskellige profiler. Resultatet var dog meget nedslående. Halvdelen åbnede ikke en gang mine beskeder, og en stor del af dem som åbnede dem svarede aldrig.

Enkelte svarede tilbage at de fik så mange mails, at de ikke ville korrespondere med nye medlemmer. Og jeg fandt også en profil der skrev at hun fik alt for mange mails til at hun kunne nå at svare alle. En stor del af dem der skrev tilbage havde en prisliste klar. Typisk - kr.

Det vil sige ren prostitution og disse kan jeg finde på ekstrabladet. En enkelt ville mødes, men aflyste i sidste øjeblik. Imellem linjerne forstod jeg at hun havde fået et bedre tilbud. Min konklusion er at sitet er spild af tid og penge. Jeg er derinde af ren lyst. Jeg ville skrive til deres kundeservice, for at komme med en forespørgsmål, og den bliver besvaret med et rigtig flabet og upassende svar, som overhovedet ikke er acceptabelt. Desuden lød hun virkelig iunteresseret..

Hun fik mig til at føle min lyst er helt forkert. Så vidt vi ved, indsamler denne virksomhed anmeldelser ved at bede deres kunder dele deres oplevelser på Trustpilot.

Læs mere Denne virksomhed har tilegnet sig deres Trustpilot-profil, men så vidt vi ved, inviterer de ikke aktivt deres kunder til at skrive anmeldelser på Trustpilot.

Læs mere Denne virksomhed har ikke tilegnet sig deres Trustpilot-profil, og så vidt vi ved, inviterer de ikke aktivt deres kunder til at skrive anmeldelser på Trustpilot. Et stor fake show, bør lukkes Har været medlem få dage, og med betalt medlemskab. Kun den seneste anmeldelse tæller med i virksomhedens TrustScore. Dårlig service, falske profiler! Der er for få der forstår konceptet Falliterklæring Siden lider under, at ingen piger gider melde tilbage, medmindre du vil give for ml.

Side for prostituerede Det er en lille responsrate når man skriver til pigerne, man kunne let tro at mange af profilerne er fake og oprettet af ejerne.

God erfaring med sitet Jeg har været på et par gange og er hver gang blevet "mættet" efter at fået tilfredsstillet mine behov for kontakt.

Husk at betale skat piger.. Det er imod reglerne på Sugardaters direkte at give penge for seksuelle ydelser, så nej, der er ingen der "skal betale skat". Jeg tror du har misforstået noget. Det er altid gratis at oprette sig, så hvis du bare vil snuse lidt rundt, kan du altid oprette en hvilken som helst profiltype. Det er heller ikke kønnet der afgøre om du skal være betalende medlem for at begynde at skrive til de andre profiler, det er din profiltype.

Hvis du er Sugarmama eller Sugardaddy skal du være betalende medlem for at kunne bruge siden fuldt ud, og hvis du er Sugarbabe eller Boytoy, så er det gratis. Intet i vejen for at folk selv bestemmer over deres liv Synes folk ser sig lige lovlig sure på et firma som blot prøver at gøre tingene lidt anderledes.

Jeg har meget fornøjelse ad Sugardaters. Hvis du har lyst til at kigge dig lidt omkring før man betaler kan man sagtens det. Men man kan ikke, som Sugardaddy, skrive til andre profiler før man er betalende medlem.

Vi opfordrer alle vores profiler IKKE at sende penge eller andre ting før første møde. Det er også imod vores regler at bede profiler om at sende noget, før første møde, da det, som du har oplevet, kan giver store problemer. Hvis du havde anmeldt de profiler, som havde bedt dig om penge vi har en meget hurtig og enkel anmeld-knap , så havde vi slettet profilerne.

Hvad er det helt præcis vi skulle have gjort bedre? Du må da kunne forstå at det er umuligt for os at af- eller bekræfte din anmeldelse, når beskyldningen omhandler noget som ligger uden for vores systemer?

Hvis vi kunne bevise din påstand, skulle både din og den anmeldte profil slettes, da de begge åbenbart havde forbrudt sig på reglerne. I tilfælde af ubekræftelige anmeldelser, så gemmer vi anmeldelsen, og hvis vi får flere uafhængige anmeldelser af samme kaliber, ser vi det som grundlag nok til at "tro" på disse anmeldelser. Hvis der er "beviseligt" regelbrud, så sletter vi profiler ved anmeldelse, skulle der nok have stået.

Jeg antog dog at det var indforstået, da alternativet er ret fjollet. Mange mænd og let at finde ud af Jeg meldte mig ind på siden af ren nysgerrighed — der har været en del om sugardating i medierne på det sidste. De gider åbenbart ikke at have kvindelige medlemmer Jeg oprettede en profil på deres site og uploadede et profilbillede som jeg var tvunget til, men dette blev afvist med den begrundelse af at det fandtes på nettet i forvejen.

Vi godkender ikke profilbilleder som nemt kan findes på nettet. Det er simpelthen for at luge ud i useriøse og falske profiler. Ved denne politik undgår siden stor grad; 1 Falske profiler oprettes, med let tilgængelige billeder og spammer vores brugere: Hvis scammere ligepludseligt skal til at tage en selfie, for at oprette en profil, er der meget større sandsynlighed for, at de går videre til en anden side.

Mette mener, at man helt har misforstået konceptet, hvis man bruger siden til at have sex med flere forskellige mænd. Faktisk var hun enormt skeptisk og opfattede sugardaters. Men hun var nysgerrig efter at se, hvad folk skrev til hinanden på siden. Derfor oprettede hun selv en profil i et andet navn end hendes eget og uden nogen billeder. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

For eksempel tilbød en mand at hente mig i sin bil, så jeg kunne give ham et blowjob. Det var hårdt og kontant. Eller en mand på 54 år, der tilbød 7. Jeg blev aldrig bedt om at fortælle mere om mig selv, før de tilbud kom,« fortæller Mette.

Jeg har altid haft en ting for ældre mænd, så det lå naturligt til mig at skrive med ham. Han syntes også, jeg så rigtig godt ud, da jeg delte nogle billeder med ham. Så det var win-win. På hans profil stod der, at han havde kone og børn. Men det gjorde kun interessen for ham større, fortæller Mette. Det havde han i forvejen derhjemme. Han søgte en elskerinde. På min profil skrev jeg, at folk ikke skulle komme for tæt på.

Det har vi grint meget af´siden. For de to er faldet for hinanden. Mette er på det halve års tid, forholdet har stået på, gået fra sin kæreste. Manden bor stadig med sin familie. I perioden har Mette haft sex med den årige mand fem-seks gange, fortæller hun. Første gang var på en forretningstur til København, hvor hun blev inviteret med.

Men da vi havde den første nat sammen, skete det selvfølgelig. På turen til København boede de i en suite på et lækkert hotel. Han gav hende flere tusind kroner i hånden til at hygge sig med på Strøget. Manden har også hjulpet hende med at betale regninger - og betalt for de møbler, hun har indrettet sin nye lejlighed med. Blandt andet et dyrt tv og et stereo-anlæg. Jeg kommer fra en halvfattig familie, så det virker for godt til at være sandt.

Han har lige betalt en stor regning for mig. Han tjener rigtig godt, så det er ikke noget problem for ham,« forklarer Mette. Om vi så skal have sex. Men det er kun blevet ved tanken. Der er intet pres, og han understreger også ,at det er fint, hvis jeg takker nej til pengene. Men jeg skal passe på med ikke at blive for afhængig af ham. Er du sikker på, at han vil acceptere det, når du en dag siger til ham, at du har fundet en kæreste, og det er slut?

Jeg skal bare nyde livet, og han er bare glad, hvis han kan hjælpe med det. Og selv er jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke skal have et forhold, men have det sjovt,« siger Mette. Hun har fra starten vidst, at de ikke kommer til at have et forhold sammen på længere sigt eller kommer til at bo sammen. Men det er svært at give slip på ham, når han skal afsted på forretningsrejse i flere uger, fortæller hun. Normalt kan de kun se hinanden en time til halvanden, når de mødes et par gange om ugen.

Og aftaler de at vente et par dage med at skrive sammen, er det svært at holde. De er begyndt at elske hinanden. Så der er en chance for, at du kan blive rigtig såret, når det har udviklet sig til mere end at have det sjovt?

Han fortæller også, at han ikke har haft det sådan før. Men det holder så længe, det gør, og uanset hvad, har det været det bedste, der er sket for mig.

Og vi må se, hvor længe det holder. For selvom jeg lyder dobbeltmoralsk, går jeg virkelig ikke ind for utroskab. Så lige så snart, jeg finder en kæreste, stopper det.

liderlige noveller ungpige sex

: Liderlige noveller ungpige sex

Liderlige noveller ungpige sex Bi sex massage bordel i silkeborg
GRATIS FRÆKKE NOVELLER ESCORT I JYLLAND Historier sex gratis porno på nettet
MASSAGE SENSUEL SEXY ESCORT GIRLS Skulde De vel troe det, skjønne Grevinde! Saaledes gik han næsten en halv Dag uden at vide hvorhen, til han endelig stødte Panden mod en Træbul og saae sig midt i en stor mørk Skov. Der forekom det ham som i et velbekjendt vidunderligt Landskab, han som Barn engang havde seet, hvor en Ridder gik med sin Dame paa en eensom skovbegroet Fjeldstie, mens det gamle gothiske Ridderslot speilede sig i en stille, klar Søe, og en vild brusende Fjeldstrøm skummede hen mellem mosbegroede Klipper i den dunkle Baggrund Ofte havde han ønsket sig i det elskende Pars Escort trekantsområdet frække amatør billeder, midt inde i det herlige Landskab, istedetfor, som Adam efter Faldet, at staae udenfor sit Paradiis som Tilskuer og kige ind i den forsvundne Herlighed. Hun er også mega jaloux, liderlige noveller ungpige sex, fordi jeg har en ægte Gucci-taske. Maria stod i den piinligste Spending. Hind - klagede Børnene. Jeg læste hendes sms'er, og jeg ved godt jeg ikke burde, men jeg kunne ikke lade være.
Imellem linjerne forstod jeg at hun havde fået et bedre tilbud. Så blev vi altså temmelig stive. Hun fik mig til at føle min lyst er helt forkert. Han saae sig nu eene i en snever mørk Forgaard, ligeover for det skumle Fangetaarn, hvorfra en gammel graaskjægget Mand kom ham langsomt imøde, med en Lygte i den ene Haand og en spændt Pistol i den anden. Evighedslege - Nat hos far · Katrine Nørregaard Hos far sover vi i køjeseng. Jeg overvejer at politianmelde sugardaters for svindel. De burde hedde ProstitutesInDenial.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *